Jacob Antvorskov, Udkantsuniversitetet og Mangfoldighedskontoret

Landsbyfællesskabet Vallekilde

Jacob er formand for “Levende Landsbyer 4534 ApS” som opkøber tomme ejendomme på landet, renoverer dem og udlejer dem på fair vilkår med bosætning for øje.
.
Han er også medstifter af fx “UdkantsUniversitetet”, “Vallekilde Open Air”, “Stjernebiografen”, “RepairCafé” og “Grejbanken”. Sidstnævnte er en lokal virtuel lånecentral.
Bosat i Vallekilde og var tovholder på at byen blev kåret som “Årets Danske Landsby 2017” og som den mest digitale landsby, uden at have hverken hjemmeside, apps eller robotter.
.

Han driver Mangfoldighedskontoret, der hjælper med idéindvikling på små og store projekter. Jacob Antvorskov har derudover erfaring fra Vallekilde Højskole og Odsherreds Efterskole og driver nu Træskibet Hjalm som afdelingsleder på en Produktionsskole.

Han har en humoristisk og aktivistisk tilgang til tingene:
Da det lokale bibliotek skulle flyttes, lånte borgerne alle bøgerne og sagde: “Vi elsker bøger, så vi har lånt dem allesammen, så flyt I bare biblioteket”
Biblioteket er der endnu.
.
Da en ny maskine flænsede træer langs vejene, tog han og vennerne ud og rettede skaderne med almindelige save. De kunne rette 300 meter i timen. Maskinen er ikke siden set i Odsherred.
.
For at få beslutningstagerne til at prøve kollektiv transport og forklare hvor billigt det er, tilbød han at betale alle politikeres rejser med Flextur i en måned. Flere politikere bestilte iøvrigt Rejsekort i perioden!
.
Han er med i initiativet #detstoretogtyveri, som efter få dage fik regionspolitikerne til at arrangere et stormøde om togtrafik. (Fordi gode togsæt indkøbt til Odsherred blev flyttet til Køge)
.
Derudover arbejder han meget med bæredygtighed og hans husstand har fx slavisk fulgt en 2030-plan siden COP15 i 2009. Noget han mener hele verden burde have gjort. Sammen med sin kone (som er forfatter), har han netop udviklet en workshop og et skema der kan få forsamlinger til at igangsætte konkrete bæredygtige tiltag i deres lokalområder.
.
Jacob er en meget levende fortæller som sjældent står stille, og som ofte bruger små musikvideoer og fysiske genstande til at binde sine fortællinger sammen. Istedet for powerpoints bruger han indimellem 10 t-shirts som han har udenpå hinanden….
Han bruger kun mikrofon når der er VIRKELIGT mange mennesker og han er god til at gi et frisk pust til forsamlinger, der har tunge ting på dagsordenen. Især omkring landsbyudvikling, bæredygtighed, sjovere frivillighed og aktivistisk tilgang til projekter.
.
Jacobs typiske oneliners:
“Man skal øve sig”
“Det eneste tryk der virker er håndtryk”,
“Hvis du er frivillig og ikke ka’ li’ at bage kage, så skal du gøre noget andet.”
“Hvis man tager dannelse ud af uddannelse er der kun “ud” tilbage”

“Investér i hus på landet nu: Når de selvkørende biler kommer, vil alle bo på landet”

Foredragsholdere hos Fremtidsforskning