2017-12-18

Video idag

Populære

BLOGLOGIN

Hvad mener Selskabet med ordet ’fremtidsforskning’?

 

Fremtidsforskning var et ord, som blev lanceret i det danske sprog af Arne Sørensen (minister, forfatter, filosof, modstandsmand under 2. verdenskrig, højskoleforstander og stifter af Selskabet) i midten af 60’erne, og hans anvendelse af ordet bør have en forklaring med på vejen. I bogstaveligste forstand er ordet meningsløst, for man kan forske i fortiden og samtiden, men ikke i fremtiden, for den er ikke skabt endnu. Sørensens mening med ordet og hans ærinde, som er beskrevet sidst i denne artikel, var da også et helt andet.

 

Fremtidsforudsigelser bedrives selvfølgelig ikke af spåkoner, der med profetier om den tid der skal komme, kigger ind i krystalkugler, tyder kaffegrums, udfærdiger ugebladshoroskoper eller udgiver ”dream society” science fiction litteratur.

 

Det bedrives imidlertid heller ikke af visse fortidsbundne og meget dogmatiske økonomer, der – udstyret med et regneark og nogle software-programmer – udfærdiger prognoser eller fremskrivninger. Prognoser og fremskrivninger er matematiske øvelser, som enhver kan foretage med en nyere lommeregner og statistisk materiale fra diverse departementer. De kan anvendes til konsekvensberegning af på forhånd udvalgte værdimål med de deri indbyggede forudsætninger.

Det interessante er derfor hverken lommeregneren eller det statistiske materiale, men den foretagne selektion af værdier og forudsætninger. Og det er desværre netop det, som ikke belyses og diskuteres i den standende debat – kun facitlisten.

Havde man ulejliget sig med at undersøge indholdet i software-programmerne, ville ikke kun barnet, men enhver voksen ved sin fornufts fulde fem konstatere, at det er ”Kejserens Nye Klæder” om igen. For når opgaveløseren selv kan vælge, veje og vrage mellem variable samt tilpasse tidsserier efter forgodtbefindende, kan man efter samme arbitrære metode også føre bevis for, ”at det er lyst om natten, koldt om sommeren og at vi alle kan gå på vandet”.

Denne kreds af økonomer er for så vidt ikke meget bedre end fortidens spåkoner, men de er farligere, så længe der er mennesker – i særdeleshed beslutningstagere – der tager deres pseudovidenskabelige såkaldt ”empirisk-induktive beregninger” alvorligt.

 

Ud fra en sociologisk vinkel kan anvendelsen af ordet ’fremtidsforskning’ til en vis grad retfærdiggøres. Videnskabelige undersøgelser har påvist, at der findes 17-18 langtidsholdbare udviklingstrin (trends), som med forskellig styrke og hastighed har pågået løbende gennem mindst 250 år. Det er bevægelser fra diktaturer mod demokratier, fra standardisering til specialisering, fra lovregler til værdiopfattelser, fra kollektivisme mod individualisme, befolkningsvandring fra landet mod byer, fra læring til livslang læring, fra materielle værdier til kognitive behovsopfyldelser etc.

Imidlertid kan enhver person tilegne sig denne viden på et par dage, men det gør ikke samme person berettiget til at uddele visitkort med den prætentiøse påskrift ’fremtidsforsker’. For viden er tilegnelse af tilgængelig indsigt, hvorimod forskning er aktiv opsøgning mod nye erkendelser – to vidt forskellige størrelser.

 

Så er vi tilbage ved Arne Sørensen. Hans udlægning, af det begreb han selv skabte, er som følger: ”Fremtidsforskning spår ikke om fremtid, den skaber fremtid”.

Og hvordan den altid foranderlige fremtid kommer til at se ud, afhænger i al væsentlighed af

– om grundstemningen i åndslivet bygger på tillid til eller frygt mellem mennesker,

– hvilke latente og effektive behov og værdiforestillinger mennesker i en given periode prioriterer højest,

– innovationsvilje og effekten af nye, realiserede teknologiske frembringelser,

– skift i moralske og etiske normer,

– klodens helbredstilstand og brydninger i de geopolitiske udviklingstrin.

 

Disse forhold indgår sjældent eller slet ikke i de fleste økonomers software-programmer og deres prognoser og fremskrivninger tjener kun ét samfundsmæssigt formål – nemlig at holde en del økonomer beskæftiget.

 

Fremtiden kan derfor ikke beregnes, men kun vælges. Og hvad rigtig fremtidsforskning på et sociologisk fundament tilbyder mennesker, familier, institutioner, virksomheder, ja, sågar lande og regioner, er derfor værktøjer (programmer, systemer, virkemidler) til eget valg af fremtid(er), ud fra den vifte af muligheder, som står åbne i nutid.

 

Sammenfattende kan fremtidsforskning derfor beskrives som følger:

 

Fremtidsforskning defineres her som videnskabelige beskrivelser af sociale systemers udviklingsmuligheder og betingelserne for ændringer i disse muligheder. Beskrivelserne er udsagn, der opfylder videnskabelige krav om pålidelighed, gyldighed og relevans; udsagn, der kan reproduceres og generaliseres.

Sociale systemer er enkelte mennesker som del af en gruppe og flere (mange) mennesker, der er knyttet sammen i relativt stabile interaktionsmønstre, og som i fællesskab opfylder omgivelsernes krav, fx familier, virksomheder og nationer.

Udviklingsmuligheder er grænserne for de udviklingsforløb, der opfylder det sociale systems overlevelsesvilkår; de udviklingsforløb, der styrker eller i det mindste ikke hindrer det sociale systems overlevelse.

scan0002

Ved valg af fremtid følger hver eneste gang en ny opgave, bestående i præcis bestemmelse af bindinger, handlemuligheder, udvælgelse – og med samme dilemma igen. Og igen.