• Fremtidsforskning BLOGGER

En sejr for folkestyret trods øget krigstrussel

Med et angreb på NATO-landes forsyningskæde i Ukraine er der risiko for en konfrontation mellem NATO og Rusland, men samtidig er der flere tegn på en forhandlingsløsning. Det afgørende er dog, at Ukraines forsvarsvilje viser, at Europa selv må tage ansvaret for sin sikkerhedspolitik og undgå en ny to-deling af verden

14.03.2022 // Af Hugo Gaarden

Det russiske missilangreb på en ukrainsk militærlufthavn kun 15 km fra Polen, dvs. tæt ved NATO, har sendt et klart signal: Rusland vil standse NATO-landenes våbenforsyninger med militær magt. Det fører enten til øget risiko for en krig mellem NATO og Rusland, eller til en vis nedtrapning fra NATO’s side.

Da Rusland har truet med at angribe forsyningskæderne og samtidig truet med at bruge atomvåben, kan situationen blive mere anspændt. Men det kan også føre til forstærkede forhandlingsbestræbelser, og i weekenden indikerede Ukraine villighed til at tale om demilitarisering og neutralitet. Møderne mellem Rusland og Ukraine fortsætter, og de amerikanske og kinesiske topdiplomater mødes i Rom.

Men den hidtil mest klare politiske konklusion er, at folkestyret har sejret i Ukraine. Det vil uvægerligt få virkning i Europa, ja, på globalt plan. Konklusionen kan lyde paradoksal, når over to millioner ukrainere er flygtet fra krigen, og når byer bombarderes. Men ukrainerne har vist en kampvilje, der sætter europæerne, amerikanerne og NATO i en pinlig situation. Verdens største forsvarsorganisation tør ikke risikere en krig for at hjælpe et europæisk folk. Hjælper Vesten kun klubmedlemmer? Hvad med Finland og Sverige? Hvad med andre lande overalt på kloden, der trues af en hensynsløshed, som en Putin-type udviser? Gælder NATOs garanti, paragraf 5, når det virkelig gælder?

Ukrainernes usædvanlige kampvilje er en forlængelse af østeuropæernes oprør, der i årene omkring 1990 førte til Murens og sovjetkommunismens fald. Det var hverken lande, organisationer eller spidsfindige teorier, der stod bag opstanden, men menneskers vilje til at smide lænkerne, i hvert fald når et diktatur smuldrer indefra.

At Vesten i atomalderen ikke tør sætte sin eksistens på spil og passivt ser på ødelæggelsen af civilbefolkningen, vil givetvis få især europæerne til at erkende, at der er noget galt med den herskende sikkerhedspolitik. Vil europæerne erkende, at de vestlige lande håndterede de historiske begivenheder omkring 1990 forkert?

Flere eksperter, senest professor John J. Mersheimer i Economist, argumenterer, at Vesten har et medansvar for krigen, fordi USA ikke ville tage hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser siden 1990. Det ville Tyskland og Frankrig, fordi de var skeptiske over for en NATO-udvidelse, når Sovjetunionen og siden hen Rusland ikke længere udgjorde en militær trussel. De var imod en optagelse af Ukraine og Georgien, fordi det ville provokere russerne uden at styrke Vestens sikkerhed. Men de blev tilsidesat af USA og NATO, og de affandt sig med det. Europæerne turde ikke varetage deres egne sikkerhedsinteresser i 30 år og betaler nu en høj pris.

De tyske og franske regeringschefer ville for nylig forsøge at rette op på de europæiske forsømmelser omkring Ukraine (Minsk-aftalen), men præsident Vladimir Putin løb om hjørner med dem og iværksatte en brutal krig, som igen førte til verdens hårdeste sanktioner, som ikke blot rammer Rusland, men også Europa.

Det pinagtige for Vesten er blot, at Putin måske opnår nøjagtigt det, han har sagt: Han vil hindre Ukraine i at bliver medlem af NATO – ikke i at indlemme Ukraine i Rusland. Måske skyldes det også, at hans hær er ved at køre fast, fordi ukrainerne er stærke. Men det kan ikke udelukkes, at han formår at beholde Østukraine samt den sydlige strimmel til Krim, og at Ukraine bliver neutral. Så kan han kan trække sig tilbage, og sanktionerne kan lempes eller ophæves.

Det er dog svært at forestille sig, at han – efter løgne og brutalitet - bliver direkte involveret i udformningen af en ny europæisk sikkerhedsorden, selv om der kan blive forhandlinger med ham og USA og Europa om Ukraine og våbenbegrænsninger. Ukraines ødelæggelser er dramatiske – på måske 700 milliarder kr. – og Europa kan ende i recession. Det skal have konsekvenser for Putin.

Men bliver han væltet af sine egne, skal Europa være parat til at tale med hans afløsere. Europa har brug for russisk energi og vigtige metaller, og verden har brug for, at landene – uanset styreformer – handler med hinanden. Den nationalisme med egen-produktion, der er set under pandemien, og som nu forstærkes med fuld musik, vil ødelægge os selv. Vi kan aldrig løse klimakrisen uden et globalt samarbejde. Desuden vil det hurtigt vise sig, at de omfattende sanktioner har så mange negative konsekvenser, at dén metode næppe bruges en anden gang.

Derimod er der behov for et langt stærkere og mere forpligtende samarbejde, også med ”fjender”, end vi har haft hidtil. Det var en fejl at holde Rusland uden for G-7 samarbejdet. Det er en fejl, at Kina ikke inddrages i alle afgørende forhandlinger, f.eks. ved at gøre G-20 klubben til verdens vigtigste forum.

Det berører kernen i Europa. Verden kan få gavn af Europas model for samarbejde mellem ”fjender.” Det kræver dog, at Europa tør være herre i eget hus, og det har Europa forsømt siden Murens fald, dels ved at lade USA lægge hovedlinjerne, f.eks. NATOs udvidelse, og ved at være for føjelige over for Putin.

Når Putin har haft held til at holde NATO på afstand i krigen mod Ukraine, skyldes det selvfølgelig Ruslands atomvåben – og den direkte trussel om at bruge dem. Men folkets vilje til at forsvare Ukraine viser, at Vestens sikkerhedspolitik, herunder atomvåbenpolitikken, ikke fungerer tilstrækkeligt i et folkestyre. Der er behov for en gennemgribende revision, så en Ukraine-krig ikke kan gentages, ligesom tyskerne siger, at Auschwitz aldrig må gentages. Det er blot fuldstændig uklart, hvordan en atomtrussel kan begrænses.

Et svar kan måske komme under de aktuelle forhandlingerne om Irans atomvåben. Der er en fundamental ubalance i Mellemøsten, så længe Israel har egne atomvåben og tiltager sig retten til – med militære midler - at hindre andre lande i at få dem.

Demokratierne står derfor over for en kolossal udfordring. Der er behov for en mere afbalanceret magtpolitik, også på globalt plan, så en Putin-type kan forebygges eller bekæmpes på et tidligere tidspunkt. Det var sådan, de bedste udenrigspolitiske eksperter tænkte i årene efter nazismen, herunder realpolitikkens fader, Hans Morgenthau. Men samtidig skal Europa hindre en ny to-deling af verden, da den altid vil føre til konflikter. Det er nu, linjerne til fremtidens sikkerhedspolitik, skal lægges, og Europa må tage têten.



9 views0 comments