• Fremtidsforskning BLOGGER

EU har sat sig uden for døren om Ukraine og europæisk sikkerhed

Rusland og USA handler hen over hovedet på europæerne om Ukraine og en europæisk sikkerhedsorden. Det kræver en enorm indsats, hvis europæerne vil være sig selv og stå på lige fod med stormagterne, og EU kommer ikke uden om at tage stilling til ømtålelige indrømmelser over for Rusland

07.01.2022 // Hugo Gaarden

Mens Kina på bare 40 år har rejst sig fra et fattigt u-landsniveau og truer USA’s status som global supermagt, så hænger Europa stadig fast i skyggen af Den anden Verdenskrig, trods Jerntæppets og Murens fald. Delingen af Europa sidder prentet i hovedet på den ældre generation, og det blev udtrykt af EU’s ”udenrigsminister”, Josep Borrell, da han i årets første uge besøgte Ukraine.

Han advarede USA og Rusland mod at lave en ny Jalta-aftale – dén, der i 1945 delte Europa. ”Indflydelses-sfærer for to stormagter hører ikke hjemme i 2022. Der er ikke kun to aktører – USA og Rusland,” sagde han. EU skal ikke være en neutral iagttager. Men det er nøjagtigt, hvad EU er. Europa spiller stadig anden-violin.

Europæerne troede, det ville være anderledes med Joe Biden som præsident i USA. ”USA is back,” sagde Biden flere gange, og dermed mente han, at USA efter Donald Trump lytter til sine allierede. Men det gjorde han ikke, da han trak USA ud af Afghanistan, og han gør det ikke nu, hvor han taler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, hen over hovedet på europæerne.

Biden har udtrykt forståelse for Putins ”sikkerheds-bekymringer,” og det har skabt dyb bekymring i de østeuropæiske lande, hvor mange er bange for, at Biden vil være for imødekommende over for Putin. Putin vil have garantier for, at NATO ikke rykker længere mod øst og undlader at have NATO-styrker og militære aktiviteter tæt ved Rusland, bl.a. i de tidligere sovjet-republikker.

Putin vil med andre ord have genetableret situationen fra 1992 fra Sovjetunionens sammenbrud, hvor mange republikker rev sig løs som selvstændige stater. Desuden kræver han at få egentlige sikkerhedsgarantier og at etablere en europæisk sikkerhedsorden. Det er, hvad den aktuelle krise om Ukraine handler om. Europæiske medier, herunder de danske, har i et par uger, godt hjulpet på vej af USA, oppustet en frygt for en russisk invasion af Ukraine.

Men alt tyder på, at den russiske troppekoncentration øst for Ukraine primært bruges for at få en forhandling i øjenhøjde med USA, for at få sat en stopper for NATO og for at få mere indflydelse i Europa. Samtidig vil USA øjensynlig vise, at USA stadig er storebror over for Europa.

Efter en telefonsamtale mellem Putin og Biden bliver der i ugen fra og med den 10. januar forhandlinger mellem embedsmænd fra USA og Rusland i Geneve. Derefter bliver der forhandlinger mellem NATO og Rusland i Bruxelles, og sidst på ugen mødes den europæiske sikkerhedskonference i Wien. Hér vil Ukraine deltage. Men europæerne er sat uden for de egentlige forhandlinger – ja, de har selv sat sig uden for, da de i flere år har forhandlet uden resultat i den såkaldte Normandiet-proces mellem Rusland, Frankrig, Tyskland og Ukraine.

Europæerne har ikke kunnet finde fælles fodslag, og de har ikke skabt en fælles holdning på basis af Den kolde Krig og dens afslutning. Det beskrives glimrende i et par artikler i Foreign Affairs, skrevet af Dmitri Trenin, direktøren for Carnegie-instituttet i Moskva, og professor M.E.Sarotte, Johns Hopkins School.

Trenin tror ikke, Putin vil annektere mere jord, men han vil genoprette den orden, der fandtes efter Sovjetunionens fald og før NATOs udvidelser. Han har styrke til at gennemføre i hvert fald en del af hans krav, mener Trenin. Putin har et trumfkort: Han kan inddrage den russisktalende dele af Donbas-regionen i det østlige Ukraine.

Sarotte beskæftiger sig netop med de gentagne ekspansioner af NATO og den måde, de foregik på. Efter den tyske genforening var der i Tyskland og andre lande, ja, selv i dele af USA’s ledelse (bl.a. den tidligere udenrigsminister James Baker) en forståelse for Ruslands sikkerhedsinteresser, herunder ved at skabe organisationen Partnership for Peace (PfP), som selv Rusland kunne blive medlem af. Der var interesse i at vise hensyn til det Rusland, som trak sig tilbage fra Østeuropa, og som havde haft de største tab i kampen mod Nazityskland. F.eks. diskuterede tyskerne flere sikkerhedsmodeller, ja, selv en opløsning af NATO. Der var interesse for den skandinaviske model, hvor Danmark og Norge ikke ville have atomvåben stationeret, og hvor Sverige og Finland var neutrale. Danmark har således en særstatus i NATO!

Med præsident George Bush tog USA fat på at udvide NATO med fuldgyldigt medlemskab. Der skulle ikke være gradueringer af NATO-tilknytningen. Men enkelte i USA var modstandere af ekspansionen, ja, selv Joe Biden sagde som senator i 1997, at Partnerskabs-modellen kunne have været en bedre vej for Østeuropa.

Derfor kommer mere fleksible sikkerhedsmodeller sandsynligvis på bordet i de kommende måneder, og det skaber frygt i de gamle Warszawapagt-lande og kan splintre EU.

Dybest set fandt hverken EU internt eller Europa og USA fælles fodslag efter Murens fald. Det hævner sig nu. Putin tvinger i det mindste europæerne til at tage stilling til, hvilken sikkerhedsorden de vil have med Rusland.

Men da USA forsøger at bevare førerrollen over for Europas sikkerhed, kommer Europa ikke uden om at tage stilling til, om EU vil være suveræn, eller om de mange ord om suverænitet bare er en gang snik-snak.

Magt er noget, man ta’r. Ikke noget man får. Hvis EU vil bestemme over sin egen skæbne, må EU kræve at være ligestillet partner under forhandlingerne om Europas sikkerhed, og EU må hurtigt opbygge en stærk militær og diplomatisk magt. Det bliver en test for EU, men også en generalprøve på Europas holdning til det geopolitiske magtskifte mellem USA og Kina.




4 views0 comments

Recent Posts

See All