• Fremtidsforskning BLOGGER

Fiasko for tysk Østpolitikfører til ny Europapolitik

Den tyske Østpolitik og NATOs dobbeltstrategi var rigtig, men begge kollapsede. Det fører til en fundamental ændring af den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik, og med Macrons solide sejr vil vi se et stærkere fransk-tysk parløb for at give Europa en ny global rolle


25.04.2022 // Hugo Gaarden



En ny satirisk tegning på et afsnit af Berlinmuren af Gerhard Schröder og Vladimir Putin – Østpolitikkens fald. Tegningen illustrerer også, at NATO-politikken efter Murens fald var problemfyldt.


Tyskerne befinder sig i et frygteligt selvpineri, fordi alle erkender, at den anerkendte Østpolitik blev en fiasko – på grund af den måde, den blev håndteret på i de seneste år. Politikken var dog rigtig. Den bidrog til fred i Europa, delingens ophør, Østeuropas frihed og Sovjetunionens tilbagetrækning uden krig.


Men den russiske præsident, Vladimir Putin, har med sin terrorkrig i Ukraine vist, at han har løbet om hjørner med Vesten, især tyskerne. Det er både socialdemokratiske og borgerlige kanslere og udenrigsministre, der i årevis har ladet sig snøre af Putin, så de ikke fik held til at ændre Rusland i en mere demokratisk og fredelig retning gennem økonomisk samarbejde - ”Wandel durch Handel.”


Tværtimod har Putin vist sig som den KGB-agent, han var i Dresden under Den kolde Krig, hvor han åbenbart hyrede tyske agenter og hjalp terrorister sammen med DDRs hemmelige politi, Stasi. Det er detaljeret beskrevet i Catherine Beltons bog ”Putins People.” En af hans nærmeste Stasi medarbejdere var Warning Matthias, der siden hen blev chef for gasselsskabet Nord Stream 2, der ejes af Gazprom! Det var den tidligere kansler Gerhard Schröders yndlingsprojekt. Putin arbejdede systematisk i sin 22 år som russisk topchef for at gøre det gamle KGB samt en række storselskaber til kernen i det russiske magtapparat og i Putins egen strategi for at bremse NATO og genskabe Ruslands storpolitiske rolle – imperium eller ikke – Ukraine eller ikke.


Dén udvikling blev stadig mere synlig de seneste 10 år, men det ignorerede de tyske ledere i hele det politiske spektrum. Under udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier forstærkede Tyskland snarere sammenknytningen mellem Tyskland og Rusland. På intet tidspunkt truede Tyskland med at standse gasprojektet og samhandelen, heller ikke da Putin truede Ukraine.


Men det var også et nederlag for håndteringen af NATO-landenes dobbeltstrategi i efterkrigstiden, for den gik ud på samarbejde og forsvar/afskrækkelse. Udvidelsen af NATO, især tilbuddet om at optage Ukraine, var en provokation over for et slagent Rusland, sådan som Tyskland og Frankrig hele tiden sagde til USA. Da Putin skred til handling, reagerede ingen i tide. I 30 år var der ingen enighed om en robust dobbeltstrategi, som kunne have hindret Ukraine-krigen. Nu bliver et neutralt Ukraine med en afståelse af Donbas og Krim utvivlsomt et resultat af krigen.


Putin vil strangulere Ukraine ved at erobre hele Sydukraine til Moldova, for dermed afskæres Ukraine fra de livsvigtige havne for eksport af korn til hele verden. Det kan Europa ikke leve med. Derfor bliver det afgørende, om Tyskland, Frankrig, EU og USA i samlet flok tvinger Putin væk fra de vitale dele af Sydukraine. Det kan ske med skærpede sanktioner, med leverancer af tunge våben til Ukraine og med skjulte eller åbenlyse militære operationer. NATO-landene har med leverancer af offensive våben allerede reelt overtrådt grænsen for krigsdeltagelse.


Presset på den tøvende kansler Olaf Scholz er blevet voldsomt, og han tvinges til at reagere langt stærkere end hidtil. Østpolitikken er brudt sammen, og Tyskland er ved at udvikle en helt ny strategi for sig selv og for Europa. Vicekansler og den grønne leder, Robert Habeck, udfordrede søndag Scholz ved at sige, at krigens dynamik fører til, at også Tyskland må levere stadig tungere våben til Ukraine, og at Tyskland ikke skal lade sig skræmme af Putins atomtrusler.


Emmanuel Macrons overvældende sejr som fransk præsident kan presse Scholz, så de begge vil føre en mere offensiv linje for at standse Putins fremtrængen mod Odessa og Moldova. Men tør de trække en officiel rød linje med et ultimatum?


Et nyt udtryk bruges for at udvikle en ny tysk øst-strategi, nemlig constrainment i stedet for det klassiske udtryk containment, dvs. at ”begrænse eller indskrænke” Rusland i stedet for at ”holde tilbage”. Bliver det kernen i en tysk strategi, må Tyskland have som mål at trænge Putin tilbage – næppe helt ud af Ukraine – og det svarer til Scholz’s nylige udtalelser i et Spiegel-interview: At de europæiske landes suverænitet og grænser er urørlige, og at Putin brutalt har misagtet det.


Men der er endnu ikke etableret en strategi om det. Der er endnu ikke et klart mål over for Rusland – eller for Europas fremtid.


Det er de moderate politiske kræfter, der har fået magten i Tyskland og Frankrig. Populismen er skubbet til side. Derfor kan vi vente, at de helhjertet går imod den autoritære magtudøvelse fra Putins side og arbejder for at styrke et fælles europæisk forsvar og at gøre Europa mere suverænt, uden dermed at kvitte USA og NATO. De må udvikle en ny forsvars- og afskrækkelsespolitik, eventuelt med en europæisk atomafskrækkelse.


En snarlig test kan komme på holdningen til Sveriges og Finlands overvejelser om NATO-medlemskab. Måske har både de to lande og NATO en interesse i at udvikle en helt ny sikkerhedsgaranti for de to lande – uden medlemskab af NATO. Det kan danne model for Ukraine, som f.eks. den amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert Anne-Marie Slaughter har foreslået.


Men Europa må samtidig udvikle en global strategi, da Putins krig og sanktionerne viser, at alt i dag er blevet globaliseret. Det er vigtigt for Europa at undgå, at konfrontationen med Rusland udvikler sig til en konfrontation med Kina med langt mere selv-ødelæggende sanktioner og økonomiske tilbageslag. Både Tyskland og Frankrig har en interesse i, at Europa engagerer sig stærkere i Afrika og Mellemøsten. Europa kan ikke ignorere, at de fleste mennesker verden over holder sig neutrale til den aktuelle konflikt.


Begge lande og EU må først og fremmest vise synlig handlekraft over for Ukraine og Rusland. USA tager initiativ til at genoprette de diplomatiske forbindelser med Ukraine. EU må gå foran og holde EU-topmøder i Kiev for at demonstrere, at Ukraine hører til Europa. Det vil styrke Ukraine, når der skal forhandles med Rusland, og når EU vil normalisere forbindelsen til Rusland - med eller uden Putin - med eller uden fred.





14 views0 comments