• Fremtidsforskning BLOGGER

Når storpolitik bliver til et medieshow

En hårdkogt strid om Ukraine er ved at blive et medieshow, der kan ramme tilbage på USA og Vesten. Mere end nogen sinde er der behov for, at Europa tager affære, men det kræver, at Europa definerer, hvad europæisk suverænitet er. Her er et par forslag

24.01.2022 // Af Hugo Gaarden

Siden jul har de vestlige medier haft daglige reportager om Ruslands militære trussel mod Ukraine og om Vestens trusler om økonomiske sanktioner som gengældelse mod en invasion. Men der har sjældent været noget nyt, og slet ikke nogen dokumentation – hverken for et russisk kupforsøg i Ukraine eller for konkrete sanktioner mod Rusland. Samtidig har der været reelle forhandlinger mellem USA og Rusland, men i et tempo, der naturligvis ikke fører til daglige tv-nyheder.

Ukraine-krisen er reel, og den er hårdkogt, men den er efterhånden endt i et medieshow, hvor der skal være en ny historie hver eneste dag, og de er langt fra kun medieskabte. Rusland har ikke løbende forstærket styrkerne ved Ukraine, men til gengæld har USA konstant talt om den russiske trussel og bebudet sanktioner uden at fortælle, hvad trusler og sanktioner indebærer.

Det er en form for public diplomacy, der er uhørt. Nutidens diplomati er blevet reduceret til et show som på de sociale medier. Trumps Twitter kunne ikke have gjort det bedre. Siden -70’erne har jeg skrevet om udenrigspolitik, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Financial Times (24.1) skriver om en bemærkelsesværdig ordkrig, nemlig som ”et dagligt bombardement af pressemøder, efterretningsmeddelelser, trusler og påstande fra Det hvide Hus, NATO, EU og Europas hovedstæder”, der skal forsøge at hindre en krig. ”Denne offentliggørelse af informationer, der normalt kun udveksles under lukkede forhandlinger, er højst usædvanlig i diplomatiet.”

Læg mærke til, at det er en solid borgerlig, vestlig avis, der henviser til den vestlige informationsaktivitet. Russerne står solidt plantede ved Ukraines grænser og gør ikke ret meget andet. Men amerikanerne med udenrigsminister Antony Blinken har derimod været på farten fra før jul til de europæiske lande for at vise, hvor truende situationen er.

Men tror europæerne på det? Den tyske marinechef, Kay-Achim Schönbach, er lige blevet fyret, fordi han i Indien sagde, at Vesten må acceptere, at Rusland har overtaget Krim, og desuden må Vesten også vise Putin respekt. I Tyskland er der rigtig mange i befolkningen og i magten, der har den opfattelse, men det siger man ikke højt, og så måtte viceadmiralen gå fra borde.

Sagen er den enkle, at præsident Vladimir Putin vil have trukket NATO et stykke tilbage – so oder so – fordi han mener, at USA udnyttede Sovjetunionens sammenbrud til at udvide NATO mest muligt. Ved at flytte tropper til Ukraines grænser har han fået præsident Joe Biden i tale og er kommet i centrum om en europæisk sikkerhedsorden og om russisk deltagelse i storpolitikken.

Europæiske politikere tør generelt ikke tale om det historiske forløb, selv om Tyskland og Frankrig hele tiden har været imod en yderligere NATO-udvidelse med Ukraine og Georgien. Derfor er der også i dag dyb uenighed blandt NATO-landene om holdningen til Rusland, omend alle forsøger at glatte ud. En undtagelse er den spanske udenrigsminister, Jose Manuel Albares, som siger til FT: ”Vi har behov for at tilpasse dialogen, som går tilbage til 1945, så den svarer til realiteterne i 2022.”

Det er en svævende udtalelse, men den udtrykker, at de europæiske lande og USA ikke har taget konkret stilling til, hvordan den europæiske sikkerhedsorden skal være efter Jerntæppets fald og kommunismens sammenbrud. Det er stort set kun russiske og amerikanske udenrigspolitiske tænkere, der kommer med andre forslag end den gængse orden, der er dikteret af USA og NATO.

I denne uge kommer så skriftlige amerikanske svar på Putins udspil om en ny sikkerhedsorden. Hvis der bliver en total afvisning af Ruslands krav, kan vi vente russiske modtræk, f.eks. med raketopstillinger, cyberangreb og støtte til en løsrivelse af Østukraine, og så kommer vestlige sanktioner, og vi kan få en ny Øst-Vest konflikt, som vil belaste i Europa politisk og økonomisk i mange år.

Men er USA en smule imødekommende, kan der komme månedlange forhandlinger, der kan ende med, at USA og NATO vil skære ned på det militære apparat i de østligste europæiske lande. Det vil møde modstand i Østeuropa, og derfor har USA en interesse i at true kraftigt med gengældelse mod en russisk invasion for at kunne påstå, at en kommende aftale – dvs. indrømmelser – har sikret mere fredelige forhold. At forhandle på den måde er normal praksis.

Men det usædvanlige diplomatiske medieshow er ikke en facon, de store europæiske lande bryder sig om. Derfor har den franske præsident, Emmanuel Macron, under Ukraine-krisen sagt, at der må lanceres europæisk-ledede forhandlinger med Rusland og altså ikke amerikansk-ledede. Det mødte selvsagt kraftig modstand i Washington, og Putin slår sig på låret af grin over den vestlige uenighed. Macron har endnu engang talt om en europæisk suverænitet.

Hvad betyder det? Det er ikke blevet defineret. Men her er et par bud på, hvad det kan indebære:

Europa må opbygge en større grad af et fælles militært forsvar. Europa må have ansvaret for sin egen sikkerhedspolitik og skal selv forhandle med f.eks. Rusland. Europa må selv tage selv stilling til sin energi- og handelspolitik uden godkendelse i Washington, som USA har krævet i relation til Kina og nu med gasledningen Nord Stream 2. Europa må gøre sig uafhængig af amerikanske handelssanktioner, f.eks. over for handel med Iran. Europa må sikre, at betalingssystemet SWIFT kan fungere uafhængigt af amerikanske sanktioner. Europa må investere massivt i højteknologi, der kan sikre, at Europa kommer på niveau med USA og Kina. Europa må føre sit eget diplomati over for nærområderne, især Mellemøsten. Vigtigst af alt: Europa må ændre på beslutningsprocessen om udenrigs- og sikkerhedspolitik, så der bliver flertalsafstemninger, eller så en ”gruppe af villige”, især de store EU-lande, fastlægger Europas udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det vil uundgåeligt gå imod USA's interesser, og derfor bliver Ukraine-affæren også et bevis på, om europæerne tør være sig selv.



1 view0 comments