• Fremtidsforskning BLOGGER

Putins politiske blitzkrig vælter Europas sikkerhed

Foreløbig har Vesten fået et nederlag med Ruslands militære og politiske blitzkrig. Efterkrigstidens sikkerhed er rykket op med rode og tvinger Europa til at lave en ny Østpolitik – med eller uden et nyt jerntæppe

25.02.2022 // Af Hugo Gaarden

De vestlige efterretningstjenester havde ret. Der kom en russisk invasion i Ukraine. Men lynangrebet torsdag morgen og begivenhederne den seneste uge var helt anderledes, end nogen havde ventet, og præsident Vladimir Putin har foreløbig fået overtaget.

Han har gjort nøjagtigt det, han har krævet de seneste 15 år – at standse NATOs fremtrængen øst på. Vesten tog ikke hans advarsler og trusler siden 2008 alvorligt og var slet ikke forberedt på hans politiske blitzkrig den seneste uge med nye beslutninger dag for dag. Han holdt møder med Vestens øverste ledere, men hans hovedkrav om at hindre Ukraines optagelse i NATO blev pure afvist.

Så slog han til. Angrebet er måske ikke en regulær invasion, men angrebet tog i hvert fald sigte på at gøre Ukraine demilitariseret, nemlig ved at smadre det ukrainske forsvar og den udenlandske militærhjælp med anti-fly raketter og anti-tank våben. Ukraines militær har ikke en chance mod Ruslands topeffektive militær med avancerede missiler. Nu behøver USA og EU-landene ikke forhandle om en form for ukrainsk neutralitet. Putin har brutalt klaret det på slagmarken.

Samtidig tyder meget på, at han vil fjerne Zelenskij-regeringen, og præsident Volodimir Zelenskij siger, at han står som nr. 1 på Putins dødsliste. Fredag rullede russiske kampvogne ind i Kiev. Zelenskij beklager, at Vesten ikke kommer Ukraine til hjælp. ”Vi står alene,” sagde han fredag morgen, og han viser mod ved at blive i Kiev.

Den vestlige sanktionspolitik har overhovedet ikke haft nogen virkning, fordi de mest effektive midler holdes ude. Putin blev ikke skræmt. På sigt vil sanktionerne ramme den russiske økonomi, men Rusland er forberedt på sanktioner med en stor valutabeholdning på 643 milliarder dollar. Sanktionerne vil også ramme Europa med stærkt voksende gaspriser og tab på samhandelen. Europa kan ikke finde tilstrækkelig erstatning for russisk gas i mange år. Det kan ende i recession, netop mens der var udsigt til vækst efter pandemien. Befolkningen kommer til at betale prisen, f.eks. med en ekstra varmeregning på tusinder af kroner.

At de vestlige lande blev taget på sengen og virker hjælpeløse ses af, at de tyske ledere ikke har noget svar på, hvad de nu vil gøre ud over at fortsætte med de sanktioner, som russerne blæser på.

Putin lyver til sin egen befolkning, f.eks. med påstande om ukrainsk folkemord, og desuden truer han Vesten med ”konsekvenser, som I aldrig har mødt i jeres historie,” hvis Vesten vil hindre det russiske angreb – en slet skjult trussel om at bruge atomvåben. Har han hevet atomvåben op som et kampmiddel og ikke bare som afskrækkelse? I så fald får det fundamental betydning for den globale sikkerhedspolitik. Hverken Europa eller USA har tilsyneladende forberedt sig på dette perspektiv.

Både præsident Joe Biden og NATO udelukker afsendelse af tropper til Ukraine, der ikke er medlem af NATO. Men efter blitzkrigen, hvor ukrainerne blev ladt i stikken, og hvor vestlig våbenhjælp ikke var noget værd, vil de baltiske lande utvivlsomt frygte for deres eksistens, f.eks. hvis Rusland baner sig vej gennem Litauen til Kaliningrad. Dermed er Ukraine-krigen blevet en fundamental udfordring for NATO og Europa.

Putin har formentlig flere mål med angrebet på Ukraine, herunder at ødelægge det spirende demokrati. Han vil utvivlsomt trække sig ud efter nogen tid, da en langvarig besættelse kan blive hans fald – efter guerilla-kampe.

Men hovedmålet er at ændre den europæiske sikkerhedspolitik siden 1990 med Murens og Sovjetkommunismens fald. Rusland har været imod udvidelsen af NATO til Østeuropa, fordi det blev betragtet som både en ydmygelse og en trussel, og i strid med mundtlige løfter. Manden bag den succesrige amerikanske inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, George Kennan, fandt NATO-udvidelsen en tragisk fejltagelse, fordi Sovjetunionen og Rusland ikke længere udgjorde nogen trussel. Men USA ville have udvidelsen, som Tyskland altid har set på med skepsis. Tyskland og Frankrig forhindrede Ukraines og Georgiens optagelse.

Putin har advaret om konsekvenserne flere gange siden 2008. Selv ikke Tyskland og Frankrig tog det alvorligt. De etablerede ikke en ny sikkerhedsstruktur og et tæt forpligtende samarbejde med Rusland, og efter anneksionen af Krim formåede de ikke at få en holdbar aftale mellem Ukraine og Rusland. De opgav. Kansler Olaf Scholz og præsident Emmanuel Macron kom heller ikke med konkrete løsningsforslag under deres nylige møder med Putin. De tog fuldstændig fejl af Putins stålsatte mål og hans årelange forberedelser. Nu betaler alle prisen.

Hvad gør USA og Europa så, hvis Putin om nogle uger trækker sine styrker tilbage, efter at han har halshugget Ukraines ledelse, som amerikanerne udtrykker det, og efter at han sikret Ukraines neutralitet med magt - og når sanktionerne ikke virker? Vil Vesten forhandle om Ukraine, om en ny europæisk sikkerhedsorden og om NATOs styrker i Østeuropa? Det bliver en svær kamel at sluge, men europæerne tvinges til det. Europa og især Tyskland kan ikke eksistere uden russisk gas i mange år, og de kan ikke lave den grønne omstilling som planlagt.

Men europæerne kommer heller uden om en massiv opbygning af et fælles forsvar og en europæisk afskrækkelse, herunder med atomvåben og en stærk cyberwar-kapacitet, dvs. med en stærkere højteknologisk udvikling. Tyskland kan på sigt ikke leve med, at USA vil diktere den tyske energipolitik (apropos Nord Stream 2), og Europa kan ikke holde til en ny krise á la Ukraine, hvor Europa er en magtesløs brik mellem stormagterne.

Europa og især Tyskland kommer til at lave en ny Østpolitik med en stærkere balance mellem Europa og Rusland – uanset om krigen fører til, at et nyt jerntæppe sænker sig, f.eks. gennem et splittet Ukraine. Konsekvenserne er desuden mere vidtgående, for Europa må også tage stilling til, hvordan de skal forholde sig til andre politiske systemer. Skal der etableres en ny opdeling mellem demokratier og autoritære systemer, som USA ønsker, eller skal der være accept af andre systemer i en ny multilateral magtbalance mellem flere centre?

Det spørgsmål er afgørende for Europas position i en verden, hvor det økonomiske center flytter til Asien.



2 views0 comments