• Fremtidsforskning BLOGGER

Tidsrejsen til det bæredygtige samfund år 2035

Knud Anker Iversen tager os med på en rejse til det bæredygtige samfund år 2035. Da er han en gammel mand, som alligevel har meget at bidrage med i fællesskabet. Når han fortæller for børnebørn og oldebørn handler det også om dengang de gjorde oprør.


02. juli 2021 // https://fremtidenivorehaender.dk // interviewer Annegrethe Jørgensen

Knud Anker Iversen er redaktør for siden ”Positive Nyheder” og tidligere leder af Miljø- og EnergiCentret i Høje Tåstrup. Når han rejser til vores bæredygtige fremtid lander han i 2035 i et bofællesskab med flere mindre boliger omkring et fælleshus. Vi er stadig i Høje Tåstrup, men byen har forandret sig. Der er meget mere grønt med træer og buske og steder, hvor man kan dyrke sine egne fødevarer i cykelafstand fra hvor man bor. Dét hjælper Knud Anker med, trods sin høje alder. Han fortæller

”Jeg kan se mig selv som den der prøver at få sikret, at der er ordentlige næringsstoffer til de fødevarer, vi dyrker - at lave kompost, ud fra det, jeg nu en gang lærte i mit liv. Det er en rolle, jeg har taget på mig.”

De prøver at nå op på at dyrke 15-20% af den mad, de behøver, i byen. Større mængder af fødevarer produceres på landbrug - nogle af dem tæt på byen og med god kontakt til byboerne.

”Der er en landmandsfamilie, der har ansvar for landbruget, og så er der nogle familier i byen som siger, at de gerne vil have gulerødder, kartofler og kål fra lokal produktion. Vi vil ikke dyrke det hele selv i egen have, det orker vi ikke, siger de, men vi vil faktisk godt - hen over sæsonen, hvor der er mest gang i den - levere et antal timer, 3-4 timer hen over en uge.”

De timer bliver lagt på en gård, hvor det hele ser meget anderledes ud end i dag. Væk er de kæmpemæssige bygmarker, som man kan køre hen over med en traktor, for her bliver der ikke produceret foder til dyr men fødevarer til mennesker. Det er ikke grønsager det hele, der er også dyrehold, men de dyr der er, er meget mere end omvandrende madpakker for mennesker. De er med til at sikre, at CO2’en bliver lagret bedre i jorden, for gården har lagt om til regenerative dyrkningsmetoder.

”Jorden skal IKKE pløjes. Den sidste plov blev smeltet om i 2032, fordi vi kunne se at det redskab var farligt for det liv, der er i jordens overflade, og farlig for jordens evne til at binde CO2’en. Det kan den altså ikke, hvis vi hele tiden en gang om året vender det hele og lufter det ud!” siger Knud Anker og tilføjer - til trøst for dem, der stadig holder ved kødet:

”Det er ikke et samfund, hvor vi er vegetarer, men kødet har fået en rolle, der ligner et godt og lækkert krydderi på vores mad. Og det kommer fra dyr, der har haft et godt liv og er blevet slagtet mere eller mindre lokalt. Vi fik nedlagt den sidste svinefarm i 2034, fordi vi kan få den gode smag af kød med mikro-bakterielle stammer. Vi kan dyrke kødet og kødsmagen og den store mængde af proteiner. Det kan vi godt dyrke uden at vi absolut skal slå dyr ihjel.”

Den udvikling foregik selvfølgelig ikke uden sværdslag som det mellem tilhængerne af den store svine-eksport og dem, der led under svinefarmenes virkning på deres omgivelser. Én ting var den forfærdelige lugt. Det afgørende omslag kom fra en helt anden kant.

”Vi blev klar over, at når så mange dyr går så tæt sammen, giver det nogle alvorlige smitterisici i forhold til oparbejdning og spredning af sygdomme. Nedlukningen af minkproduktionen var første led i en proces. Da de helbredsmæssige effekter af svinene viste sig, kunne selv den sidste svinetilhænger se, at der desværre ikke var noget at gøre. De kunne godt ærgre sig over at den produktion måtte stoppe men ...”

Nogle af svinebønderne græd nok tørre tårer, for økonomien på de mega-store gårde havde været dårlig i årevis på grund af vigende efterspørgsel. Så der kom også en landbrugsreform, hvor de store landbrug blev stykket ud i mindre. Og den gode kontakt mellem by og land, som Knud Anker oplever, er ikke spor usædvanlig, for sammen med landbrugsreformen kom der flere landsbyfællesskaber som hans, med nær tilknytning til lokal landbrugsproduktion.

Byen har allieret sig med landet, og maden smager meget bedre!

Knud Anker er også en god fortæller og i 2035 sidder han med en flok børnebørn og oldebørn omkring sig, som siger ”Hallooooo, gamle bedstefar og oldefar. Verden har ikke altid set sådan her ud. Hvad skete der lige?”

Så begynder han med det vigtigste, fællesskaberne. Han behøver ikke fortælle dem, hvor godt det er at være en del af et fællesskab, der rækker ud over ens egen lille familie, og få lov til selv at bidrage til det. Det ved de, for det er sådan de bor og lever. Men de kender ikke historien om dengang fællesskaberne begyndte at blive mere og mere synlige.

”Tilbage i 80’erne var alle de her kollektiver og fællesskaber forbeholdt en meget lille kreds af folk, som nok også kom til at isolere sig noget. Men i den sidste del af 20’erne blev der åbnet mere og mere op for de gode eksempler. Det blev mere og mere synligt, at når man dyrker jorden selv og giver sig tid til at være i naturen, så falder forbruget af alle de ting, som slører det menneskeliv, der er indenunder. Det, at der var nogle, som turde gå i spidsen og være åbne omkring det. Det var det, der for alvor fik vendt skuden.”

Men der skulle mere til.

”Og så indså vi jo, at vi var nødt til at gøre oprør, for uanset hvor dygtige og sympatiske politikere vi fik, så havde de slet ikke tête’n til at træde i karakter fx mht. landbruget og den voldsomme biltrafik. Så vi gjorde mere og mere oprør. Vi begyndte mere og mere at vise, hvad vi godt ville i stedet for. Midt i al lovgivningsjaskeriet fra lovgivernes side poppede der mere og mere op, som viste at det er dét her, vi gerne vil.”

Så spørger nogle af børnene naturligvis: ”Men oldefar, er det dét du mener med oprør?

”Oprøret er, at man ikke gør det, som politikerne udstikker. Når de taler for, at vi skal få gang i økonomien ved at få mere og mere styrket forbrug, så er oprøret at - ja, vi er ikke anti-forbrugsfanatikere, men vi ved godt, hvad det er for et forbrug, vi gerne vil have. Og det er ikke nødvendigvis det samme som det, politikerne forestiller sig. Dét forbrug vi vil have, det handler om at få en god hverdag sammen og få holdt bilerne ude af byen.”

Børne- og oldebørnene har ørerne på stilke og vil høre mere: ”Hvad skete der?”

”Der var nogle, som for alvor begyndte at statuere eksempler der hvor de gode tanker blev kuldsejlet, fx med den voldsomme biltrafik. Det var ikke noget, som lokalpolitikerne syntes om, men der var altså nogle, der begyndte at bryde asfalten op på p-pladserne og lave små, levende haver i stedet. Så stod der selvfølgelig nogle med deres biler og var temmelig sure, men der var andre, som sagde, at det er sgu’ da ikke så tosset med noget beplantning her i stedet for.”

At de kunne slippe afsted med det havde nok også noget at gøre med en anden udvikling, som Knud Anker også fortæller om. Mere og mere af handlen skete ved, at man enten fik sine varer leveret til døren eller gik ned og hentede dem i en lokal butik. Det betød, at flere og flere centre fik problemer med at overleve, og så stod man pludselig der med de kæmpestore centre og de kæmpestore p-pladser. Asfalten blev brudt op og så vidt muligt genanvendt.

”Med centrene dukkede der en industri op i hvordan og hvorledes kan man genanvende nedlagte centre? Hvordan kan vi bruge det materiale, de er bygget af, på en mere forsvarlig måde? Så det blev til, at centrene fik et nyt liv som nye bygninger og boliger rundt omkring.”

Levende haver, hvor der før havde været asfalt og store parkeringspladser! Undervejs var der selvfølgelig kamp om ressourcerne og kamp om, hvad der var det fælles bedste. Stærke kræfter arbejdede imod for at beskytte deres egne interesser. Men der kom der et afgørende vendepunkt.


”Dengang i 2020-21 da vi ligefrem skulle betale for at have penge i banken, gik der en prås op for folk. Sådan skal det ikke være, sagde de. Så er vi da nødt til at basere vores økonomi på andet og mere end at sætte pengene i banken, for det får vi jo ikke noget ud af! Vi må finde nogle andre måder at forvalte vores økonomi på - med mere hensyn til mennesker og mere respekt for naturen. Og så blev der lavet nogle investeringsforeninger, så der kunne plantes mere skov. Det var én af de ting, man begyndte at investere i, fordi man ikke kunne få forrentet sine penge i banken. Også fordi man blev mere og mere klar over, at min lykke er knyttet til andres lykke. Vi er så tæt forbundne, så det at jeg kan spare adskillige millioner kroner op og sætte dem i et stadig større hus og endnu flere biler - det bliver jeg ikke lykkelig af.

Når gamle mennesker rigtig kommer i gang kan det godt godt komme til at føles lidt som ”ahhr, nu kører han lidt i selvsving!” Så børnene spørger: ”Hvad er det så vi skal passe på med, hvis vi ikke skal glide tilbage til sådan som det var før i tiden. Hvad skal vi være på vagt overfor?

Vi må hele tiden have fokus på vores eget ego. Hvordan det meget hurtigt kan vælte os. Det, der i et øjebliks tilskyndelse kan overvælde én så man bliver fuldstændigt fanget ind af øjeblikkelig tilfredsstillelse. Det skal I være på vagt overfor, kære børn, fordi den der umiddelbare glæde ved stor rigdom, ved stor kildren ned ad ryggen af lyst - den er altså en stakket frist! Der, hvor glæden ligger begravet, det er i fællesskabet.



17 views0 comments

Recent Posts

See All