• SELSKABETforFREMTIDSFORSKNING

Trump tvinger Vesten til opgør med sig selv

At præsident Donald Trumps er blevet ramt af Covid-19 illustrerer ikke blot hans katastrofale håndtering af pandemien, men også hans undergravning af USA's globale rolle og Vestens sammenhæng. Der er behov for at vende tilbage til realpolitikken


02.10.2020 Hugo Gaarden

Det er en skæbnens parodi, at det meste af verden blev informeret af præsident Donald Trump selv - at han har Covid-19 - før amerikanerne vidste noget om det. Han blev ramt af den smitte, som han notorisk har ignoreret, selv om han fra starten vidste, at den var dødelig, nu med 200.000 ofre.

Han må i 14 dages karantæne, og det er sandsynligt, at vicepræsident Mike Pence må tage over som præsident. Det skaber uklarhed om den resterende valgkamp, som Trump ikke kan deltage i. Men det giver ham også chancen for at træde tilbage permanent og overlade roret til Pence.

Som jeg skrev i den seneste klumme, har Trump kun én chance for at undgå en retsforfølgning som en konsekvens af kulegravningen af hans finansielle forhold - nemlig ved at få immunitet fra en efterfølger. Mike Pence vil med sikkerhed give Trump immunitet.

Trumps behov for at undgå en retsforfølgning er blevet brandaktuelt efter den seneste afsløring af New York Times. Afsløringen af Trumps skatteforhold, illustreret i en enkelt graf (se nedenstående), viser, at den selvproklamerede deal-maker og milliardær i årevis har haft større udgifter end indtægter, så han i 15 år indtil 2016 ikke betalte indkomstskat. Derefter betalte han 750 dollar om året!

Desuden har han lån på 300 millioner dollar, der udløber i de næste fire år, og han har fået udskudt en skatteregning på 100 millioner dollar. Han har i hele ti år ligget i strid med skattevæsenet om regningen. Nu risikerer han at skulle betale pengene tilbage – uden anden formel indtægt end en præsidentløn, fordi hans imperium giver underskud.

Han er ikke bare i en håbløs finansiel situation. Han er en sikkerhedsrisiko for USA, ja for den vestlige alliance, som han pr. tradition er leder af.

Han sætter sin lid til, at Højesteret vil redde ham, hvis taber valget eller hvis han selv skaber strid om valgresultatet med påstande om valgsvindel. Men vil Højesteret virkelig redde en mand, der er kørt økonomisk i sænk, og som kan blive afhængig af en dubiøs finansiering fra udlandet – fra russiske rigmænd med støtte fra Vladimir Putin? Vil Højesteret sige, at han ikke skal betale 750 millioner kr. tilbage, hvis skattevæsenet kræver det? Højesteret har allerede sagt, at han ikke kan holde sine skatteregnskaber skjult for en statsadvokat og domstol i New York. Hvis han bliver dømt, vil Højesteret så redde ham fra fængsling? Vil Højesteret lade sig korrumpere? Næppe.

Men spørgsmålene viser, at en ny periode for Trump er uholdbar, selv om hans tro tilhængere, omkring 40 pct. af amerikanerne, måske vil bakke endnu mere op om han. Alverdens sammensværgelsesteorier kan få frit spil i den kommende tid.

Men problematikken rækker langt uden for USA, da ingen længere kan have tillid til Trump og USA som vestlig leder. Vil vælgerne i Europa acceptere, at de europæiske lande lader Trump bestemme, hvad de skal betale i forsvarsudgifter, når han snyder i skat? Vil de acceptere, at USA énsidigt laver sanktioner mod europæiske lande og virksomheder – og at deres regeringer bøjer nakken?

Forholdet mellem USA og Europa bliver anstrengt og kan knække NATO - selv uden Trump. To professorer skriver i det seneste nummer af Foreign Affairs, at ”USA ikke er berettiget til at lede verden.” Washington kan ikke længere sidde for bordenden, men må nøjes med en plads i midten af selskabet. Det skyldes ikke kun Trump, men også hjemlige politiske skandaler de seneste 20-30 år, en finanskrise og de store dødstal under coronakrisen samt kontroversielle krige i Mellemøsten. Kun 17 pct. af amerikanerne har tillid til deres regering.

Det dybtliggende problem er, at 40 pct. af amerikanerne har accepteret Trumps undergravning af demokratiet, alliancer og internationale aftaler.

En ny bog om Henry Kissinger (The Inevitablity of Tragedy) af Barry Gewen, drager en parallel til Hitlers magtovertagelse i 1933. Han fik regeringsmagten ved en demokratisk proces, men skabte også optøjer og mistillid til demokratiet, så han kunne tage den totale magt – og folket jublede. De demokratiske ledere i Tyskland turde ikke holde fast i nogle grundprincipper.

Bogen handler også om tre jødiske personligheder, Hans Morgenthau, Hannah Arendt og Leo Strauss, der i kraft af deres egen erfaring så med dyb skepsis på folkestemninger. På den baggrund udviklede Hans Morgenthau realpolitikken i bogen Politics of Nations, der blev et opgør med idealistiske forestillinger om uenrigspolitik. Den blev biblen for Kissinger. Statsledere skal bringe orden i eget hus og skal acceptere landene, som de er, medmindre de går på erobringstogt, og de skal sikre magtbalancer og ikke søge systemændringer.

Kissinger har været den mest realpolitiske udenrigsminister og sikkerhedspolitiske rådgiver, og han blev siden hen – i USA - kritiseret voldsomt for at tage fat på afspændingspolitikken over for Sovjetunionen, detente. I de senere år har han talt for en sam-udvikling med Kina, mens Trump med sin nationalisme og populisme forsøger at skabe en vestlig alliance for at knække Kina – ved at skabe et fjendebillede.

Den holdning strider grundlæggende mod Morgenthaus og Kissingers analyse af historien og politik. Der findes aldrig en ”endelig løsning”. Forsøget på at finde én verdensorden for én magt ender i et totalitært monster.

Først nu er det åbenbart blevet synligt for alle, at Trump er en kejser uden tøj - en forretningmand uden penge, medmindre han laver tv-show. Under den nylige tv-duel med Trump fik Joe Biden nok af Trump og sagde: ”Hold kæft, mand!” Det er, hvad de europæiske ledere de seneste tre år har skullet sige til Trump i stedet for at tale vattet om at gribe skæbnen i egne hænder. Nu tvinges Vesten til at tage et opgør med sig selv. Hvordan vil demokratierne leve i en multilateral verden?

De første tegn blev måske synlige på det seneste EU-topmøde, der sluttede, da Trump sendte sin corona-tweet. EU-landene besluttede at indføre sanktioner mod Hviderusland og truede med sanktioner mod Tyrkiet på grund af stridigheder med Cypern. EU viste tænder, men det skete med det dobbelt-princip, der har kendetegnet Europa og Tyskland under og efter Den kolde Krig: Der skal være en fast hånd, men den skal også være åben for dialog. Den faste hånd har Europa blot undladt at bruge over for Trump, og det rammer Europa som en boomerang.

(Nedenstående er grafen fra New York Times om Trumps indkomster og tab)






11 views

Selskabet for Fremtidsforskning

Rudmevej 80

5750 Ringe

Tel.: 60 91 58 45

Mail: info@fremtidsforskning.dk

  • LinkedIn
  • Twitter
  • Facebook