Generalsekretær

  • Tyge Mortensen, Ringe

Formand

  • Keld Holm, Charlottenlund

 

Næstformand

  • Michael Bohn, Herlev

Medlemmer forretningsudvalg

  • Nils Bech, Hellerup

  • Peter Theisen, Frederiksberg

  • Carsten Henrichsen, København

  • Jens Roved, Charlottenlund

Tilknyttet redaktør

  • Karen Lumholt, Valby

CVR&konto nr:

  • 77877517

  • 9360-0003941035

Stiftere 

  • Arne Sørensen og Thorkild "Livrem" Kristensen, 1968

Hvem og hvad

Karen Lumholt, journalist, forfatter og redaktør

Tyge Mortensen, generalsekretær og højskoleforstander

FREMTIDSFORSKNING - internationalt

Fremtiden har altid været forbundet med angst og har derfor fra den tidligste oldtid været forbundet med alle mulige angstreducerende praksiser og tro på hjælpe ånder der vidste bedre, som Oraklet i Delphi eller Mimers brønd, for at nævne et par af dem vi kender fra mytologien. Fra markedspladser kender vi spåkoner, tarokkort, sandsigersker mm, der lever af folks længsel efter at få svar om fremtiden. 

Fremtidsforskning, som vi praktiserer den i dag, har stort set udviklet sig siden Anden Verdenskrig, og har baseret sig på at få overblik over data der kan kvalificere et fremtidssyn. 

I USA var den førsteWilliam Ogburn, der i løbet af mellemkrigstiden udførte banebrydende arbejde med sin 'President's Research Committee on Social Trends' (1933), efterfulgt af en rapport om 'Technological Trends and National Policy' bestilt af Franklin Roosevelt. Men den egentlige start af moderne fremtidsforskning fandt sted umiddelbart efter Anden Verdenskrig, initieret af det amerikanske luftvåben. De bestilte Theodore von Karman til at undersøge tekniske fremskridt, der kunne være af militær interesse ('Mod nye horisonter', 1947), men størst betydning fik flyselskabet Douglas Aircraft, der et par år senereigangsatte et forsknings- og udviklingsprojekt (Rand Project) om internationale konflikters betydning. Ud af dette projekt startede et af de første fremtidsforskningsorganisationer Rand Corporation (1948), hvor de fleste af de mere eller mindre 'formaliserede' fremtidsforskningsmetoder senere blev udviklet på opfordring af Olaf Helmer, Theodore J Gordon og Herman Kahn (forfatter af et værk om den termonukleare krig) - især Delphi-metoden og vigtigst af alt scenarimetoden. Disse tre personer oprettede Institute for the Future, the Future Group og Hudson Institute. Dette var også på den tid, hvor de første bekymringer omkring vor forbrug af naturens ressourcer dukkede op (Paley Report).

 

I Frankrig i slutningen af ​​1950'erne genopfandt Gaston Berger udtrykket 'Prospective' i en artikel offentliggjort i La Revue des Deux Mondes (1957), og Bertrand de Jouvenel opfandt udtrykket 'futuribles', som han lancerede i 1972 i hans bog L'Art de la Conjecture [The Art of Conjecture] med henvisning til den gruppe, han oprettede i 1960. Begge blev drevet af bekymringer, der overvejende var humanistiske og samfundsmæssige. Lignende grupper voksede hurtigt i Frankrig på initiativ af oprindeligt Groupe d'études-prospekterne, som havde omkring tredive medlemmer (intellektuelle, lærere, industrielle og højtstående embedsmænd), derefter af Futuribles International Committee, der i starten bestod af intellektuelle fra omkring tyve forskellige lande - heriblandt Selskabet for Fremtidsforskning i Danmark. Ifølge Edward Cornish, forfatteren af ​​et meget omfattende værk om bevægelsen, opstod fremtidsforskningen i Frankrig som reaktion på nederlaget i 1940 og byggede på mellemkrigstidens 'eksistentialistiske' tankegang. Fremtidsforskningen udviklede sig også andre steder i Europa: 'Mankind 2000' gruppen, for eksempel. Der var også mange 'fremtidsforskere' i 'Rom-klubben', oprettet og ledet af Aurelio Peccei i de meget tidlige år af 1970'erne, der blev særlig berømt da de udgav bogen:  "The Limits to Growth" i 1972, kort før den første oliekrise. 

 

1970'erne var det årti, hvor en række fremtidsforsknings organisationer så dagens lys, bla Club of Rome, World Futures Studies Federation, World Economic Forum, Copenhagen Institut for Future Studies osv. Der blev i 70'erne afholdt store internationale konferencer, der blev etableret regeringsprogrammer indenfor fremtidsforskning, bla det svenske sekretariat for futures studies, SESAME-gruppen inden for det franske nationale agentur for fysisk planlægning osv., de første private konsulentfirmaer (Société d'économie et de mathématiques appliquées / SEMA), efterfulgt af internationale programmer inden for FN, Leontieff-rapporten om Fremtiden for verdensøkonomien (1976), OECDs Interfutures-programmet, ledet af Jacques Lesourne (1979) og Europa-Kommissionen, hvor Jacques Delors oprettede en 'prognoseenhed' sammen med Henning Christoffersen og i England udviklede fremtidsforskningsstudier på foranledning af Sam Cole og Ian Miles, ved University of Manchester's Institute of Innovation Research.

Efterspørgselen efter fremtidsforkningen gjorde at også en række internationale konsulentfirmaer slog sig ind på den bane bla Global Business Network, oprettet af Peter Schwartz eller Coates & Jarrat Institute. Fremtidsforskningen har ændret sig med årene bla p.gr.a. finansieringen. I dag er nationale regeringer mindre ivrige efter store fremtidsundersøgelser og fremtidsprognoser af den art, der blev udført i 1970'erne og 80'erne. Der er opstået nye tendenser, der kan betegnes som 'fremsyn tilbage til nutiden', som inddrager vigtigheden af ​​aktørernes inddragelse i valg af en ønskelig fremtid og en fremtidsforskning, der mere er målrettet en scanning af mulige fremtider. I stedetfor "forcarsting" breder der sig nu en fremtidsforskningsmetode kaldet "backcasting", hvor man på baggrund af en valgt fremtid laver handleplaner tilbage til nutiden. Fremtidsforskningen har derfor ændret sig fra at være prognose orienteret til at være trend spottende og mulighedskabende. 

Hvor betegnelsen 'Fremtidsforsker' (Futurist) hidtil har været frit tilgængelig, opstod der i 2003 en international forening for fremtidsforskere "Association of Professional Futurists", der stille krav til medlemskab. I 2017 har den yderligere udviklet en model for fremtidsforsker kompetencer: "Building Foresight Capacity: Toward a Foresight Competency Model", der i stil med andre erhverv definere sig i forhold til et sæt kompetencekrav.

FREMTIDSFORSKNINGEN i Danmark

Thorkild Kristensen, minister, præsident for OECD, bestyrelsesmedlem i Selskabet, præsident for Akademiet for Fremtidsforskning og direktør for Institut for Fremtidsforskning, 1970-1989

Arne Sørensen, højskoleforstander, modstandsmand, partistifter, minister og stifter af Selskabet for Fremtidsforskning og generalsekretær fra 1968-76.

I det følgende prøver vi at beskrive hvordan Fremtidsforskningen har udviklet sig i Danmark, parallelt med den internationale udvikling. Man kan hente uddybende information fra diverse artikler i Futuriblerne, der igennem årene løbende har gjort status på Fremtidsforskningen i både Danmark og internationalt.

Men det startede i 1966, hvor Arne Sørensen, forfatter, filosof, højskoleforstander, partistifter og minister på en rejse i USA stødte på personer fra bevægelsen der kaldte sig 'Futures Studies'. Han blev grebet af ideen om at fremtiden ikke er noget man beregner sig til, fremtiden er et valg imellem flere mulige fremtider. Derfor udtrykker fremtidsforskere altid fremtiden (futures) i flertal og ikke i ental. Fremtidsforskningen gik derfor ud på et sagligt grundlag at opstille realistiske mulighederne (fremtidsviften) og engagere folk i at vælge den mest ønskværdige.

Da Arne Sørensen kom hjem samlede han er kreds af personer omkring sig og med dem blev enige om at vi også i Danmark havde brug for at tage skæbnen i egne hænder. Han opfandt begrebet fremtidsforskning, som var den bedste tilnærmelse han kunne komme på til det engelske futures studies.

Med fremtidsforskningen ville de brede viden om fremtiden ud til alle og motivere til en bred folkelig debat og stillingtagen. Den kreds af fremtidsforskere han samlede sidst i 60’erne var nogle af de første, der begyndte at bruge begreber som innovation, idegenerering og kreativitetsprocesser.

Med Arne Sørensen som drivende kraft stiftede den første kreds i 1967 første Akademiet for Fremtidsforskning. Akademiet skulle samle forskere under sig og virke  som en paraply organisation for de to efterfølgende organisationer, dels "Selskabet for Fremtidsforskning" der startede op i november 1968, og "Institut for Fremtidsforskning", som han sammen med Thorkild ’livrem’ Kristensen startede op i februar 1970.

Fra 1969 udgav Selskabet tidsskriftet 'Futuriblerne', hvis titel var taget direkte fra den franske fremtidsforskningsorganisation 'Futuribles'. 

Meget af fremtidsforskningen rettede sig derfor fra starten mod metoder til at få ideer, se muligheder, skabe visioner, scenarier og realistiske fremtidsbilleder. Fremtidsforskere spår ikke om fremtiden, mente man, de gør det derimod muligt at vælge fremtiden udfra en kvalificeret analyse. For selskabet blev missionen at gøre fremtidsforskningen folkelig og bredt engagerende, hvor instituttets målgruppe var de større virksomheder og organisationer.

Det folkelige sigte var indlysende, mente Arne Sørensen:

”Ingen gennemslagskraftig fornyelse uden folkelig forståelse”.

For Arne Sørensen var fremtidsforskning et folkeoplysende projekt (-) i stil med højskolernes. For ham bare mere folkeligt og mere dialog- og handlingsorienteret i sin grundlæggende ide.  

Som han skrev i Futuriblerne i 1969:

"[Initiativkredsen] anser det for en ulykkelig løsning, at de nødvendige fornyelser i dansk produktion, det danske samfund og den danske kultur skulle blive et monopol for forskere, teknologer og ”eksperter”. Vi ville da få det ”teknokrati”, som mange frygter, og som ville blive et fåmandsvælde af hundrede gange så stærk en effektivitet som den gamle kongelige enevælde."

Han fulgte op med følgende hensigtserklæring: "[At Selskabet]  kunne bidrage til, at nye videnskabelige forslag til løsninger på danske og internationale problemer tidligst muligt kastes ud til debat blandt alle de medborgere, der har lyst til at være andet og mere end blot passive ofre for nye udviklinger ”ovenfra” og ”udefra”."

Arne Sørensen stiftede i 1974, Forskningshøjskolen i Haderslev, der var tiltænkt rollen som fremtidsforskningens højborg, med ham som højskoleforstander.

Arne Sørensen var generalsekretær for selskabet fra 1968 til 1976, hvor siden Torben Bo Jansen tog over fra 1976 til 2007. 

Selskabet har siden brugt mange kræfter på en omlægning fra papir- til e-mediet og samtidig – med valget af Tyge Mortensen i 2017 som ny generalsekretær – bevidst valgt en mere aktivistisk fremtid.

Tyge Mortensen har været medvirkende til, at Futuriblerne nu igen udkommer på tryk med Karen Lumholt som redaktør. Selskabet er begyndt at afholde konferencer og formidler foredrag, og har fået ny hjemmeside samt social medieplatform.

Erling Olsen, tidl. formand for Folketingen og mangeårig bestyrelsesmedlem i Selskabet.

Helge Severinsen, højskoleforstander, forfatter, præst og til formand i bestyrelsen for Selskabet.

Torben Bo Jansen, sociolog og direktør i Institut for Anvendt Fremtidsforskning og generalsekretær for Selskabet for Fremtidsforskning, 1976-2017

Selskabet for Fremtidsforskning

Rudmevej 80

5750 Ringe

Tel.: 60 91 58 45

Mail: info@fremtidsforskning.dk

  • LinkedIn
  • Twitter
  • Facebook