Joe Biden ændrer den amerikanske økonomiske politik med den største satsning i årtier, også i en socialdemokratisk retning, men kløften mellem rige og fattige vokser, og satsningen kan give bagslag. Det kan føre til en ny finanskrise
28.04.2021 // Hugo Gaarden
Man må sige én ting om Joe Biden som præsident: Han har lært lektien fra sin tid som vicepræsident og senator. Når der er en krise, skal der satses, så den bliver løst én gang for alvor.
De uhørt store finanspakker, han og forgængeren Donald Trump har lanceret, satte eftertidsrekord med 13 pct. af bruttonationalproduktet mod 7 pct. efter finanskrisen. Alle erkendte efter finanskrisen, at der ikke blev ryddet op efter finanssektorens hærgen.
Biden har ikke blot pumpet mange penge i omløb her og nu for at kompensere for krisens økonomiske tab, f.eks. med checks på 1400 dollar til hver familie. Han har også satset på fremtiden gennem massive forbedringer af en nedslidt infrastruktur med bedre veje og med en grøn omstilling med investeringer og ikke bare med snak på en klima-konference.
Men det mest bemærkelsesværdige er, at han har satset på en meget socialdemokratisk politik på nogle områder, f.eks. med hjælp til børnefamilier. 20 pct. af befolkningen med de laveste indkomster får en stigning i indtjeningen (via de sociale tilskud) på 20 pct., og børnefattigdommen bliver halveret. Alle familier, der tjener under en halv million kr. får del af de udpumpede midler.
Hvordan kan han komme afsted med det, når næsten halvdelen af amerikanerne er republikanere og de fleste af dem er Trump-tilhængere? Fordi han har givet penge i hænderne her og nu til både demokrater og republikanere. Folk kan mærke, hvad Biden giver. Det har også bidraget til en voldsom stigning i opsparingen, og dette samt genopbygningen af økonomien bliver den største drivkraft i år, hvor USA ventes at få en vækst på omkring 6 pct.
Men det er stadig kun midlertidige stimulanser, for Biden har undladt at sætte en minimumsløn på 15 dollar mod 7,25 dollar, der ville give et vedvarende løft for snesevis af millioner af dårligt lønnede servicemedarbejdere. Det svarer fuldstændig til Europa. Alle har talt om, at de lavtlønnede, der har taget det barske slæb med coronaen, skal belønnes, men det sker ikke. Lønstigninger er minimale med 1-2 pct. om året.
Imens har de velstående og erhvervsledere fået enorm fremgang i indtjeningen. De store internetselskaber har levet højt på krisen og lockdown. Kløften mellem rige og resten er vokset ekstremt i 2020, og det fortsætter i år, især med de voldsomme stigninger på aktiemarkedet. De 20 bedst betalte amerikanske topchefer i virksomheder, der har nydt godt af digitaliseringen, fik lønninger sidste år på mellem 200 millioner kr. og 1200 millioner kr. I snit får topcheferne i USA over 300 gange så meget i løn og aktieoptioner som gennemsnitsmedarbejderen. For 30 år siden var forholdet 60 til 1.
Biden har bebudet kraftige skattestigninger for erhvervslivet og velhavere, men demokraterne i de velstående områder som New York og Californien stritter imod og vil genindføre tidligere tiders skattefradrag, så de velstående stort set slipper for ekstra skat.
Alligevel har Biden sat en ny tendens i gang, nemlig med forsøg på en global forhøjelse af virksomhedsskatterne og en værdiskat eller formueskat, som også omfatter aktieindtægter og arv. En værdiskat på 5 pct. for de 10 procent rigeste amerikanere, der har en nettoformue på godt 80.000 milliarder dollar, vil give en årlig skat på 4.000 milliarder dollar. Det vil stadig give fremgang for ejerne, men det vil give en massiv forbedring af statens budget. Det har blot ikke en gang på jorden.
Det kunne ellers være en nyttig indsprøjtning, for de enorme offentlige udgifter til corona-bekæmpelsen skal jo betales. Regningen er udskudt. Det er hér, Bidens kæde hopper af. Der bliver uvægerligt behov for flere skatteindtægter. Kampen mod klima-forværringen vil også øge skattetrykket på virksomheder og velhavere.
Regningen er enorm. Bidens stimuli-plan lyder på 1900 milliarder dollar, men når dertil kommer infrastruktur og centralbankens udpumpning, så taler vi om flere tusinde milliarder dollar. Ifølge Den internationale Valutafond, IMF, har alle lande under coronakrisen sendt 16.000 milliarder dollar (100.000 milliarder kr.,) i omløb. Det har forøge det samlede finansunderskud i industrilandene til 11,7 pct.
Det er svimlende beløb, som selv eksperter har svært ved at forholde sig til. Nobelprismodtageren i økonomi, Paul Krugman, mener dog ikke, at gældsbjerget for staten er et problem, når renten er nær nul, for så er gældsafviklingen beskeden. Men økonomen Larry Summers, der er demokrat og har haft topposter hos både Clinton og Obama, ser meget kritisk på Bidens voldsomme stimuli.
Der er risiko for en overophedning, og det samme mener den tidligere IMF-cheføkonom Olivier Blanchard. Summers frygter, at der kommer en øget inflation med rentestigninger, som kan føre til en recession, og da aktiemarkederne og boligpriserne har nået historiske toppunkter, kan det føre til en katastrofal udvikling. Økonomen Nouriel Roubini, der forudså finanskrisen i 2008, siger, at vi lever i en boble, der vil ende i en recession.
Det er så forskellige vurderinger, som man kan forestille sig. Spørgsmålet er, om politikerne, endsige vælgerne, har nogen chance for at forstå konsekvenserne af gældsbjerget, virkningen af de store stimuli og markedsudviklingen, som også har ført til enorme spekulationer. F.eks. er Tesla værdiansat til 750 milliarder dollar, selv om selskabet aldrig har haft overskud. Selskabet bag den digitale mønt Bitcoin har en værdi tæt på 1000 milliarder dollar. Vil de udløse en ny krise? Er det noget sygt i de oppumpede værdier, fordi der er alt for mange penge i omløb og for få reelle investeringsmuligheder?
De eneste, der slet ikke er i samme situation, er Kina og de østasiatiske lande, som ikke lukkede samfundene ned. Det gjorde kun Vesten. De bekæmpede stort set virussen, mens Vesten stadig kæmper mod den. Ingen ønskede at bruge Østasiens erfaringer.
Ved krisens start var der frygt for en depression som i 30’erne. Den blev af værget. Først når regningen skal betales, vil vi se prisen for nødhjælpsoperationen. I mellemtiden har Biden lagt op til en mere socialt orienteret økonomi med en vis velstandsfordeling, som i sig selv er interessant og kan få følger overalt, men foreløbig bliver den beskeden uden fundamentale forandringer.
