Indsættelsen af Joe Biden var et klart brud på Trump-showet med
en tilbagevenden til et kompetent ledet USA. Men Trump er
fortsat en trussel mod demokratiet. USA’s førende position bliver
formentlig afløst af en tredeling mellem USA, Europa og Kina
21.01.2021 // Hugo Gaarden
Joe Bidens indsættelse som USA's nye præsident var som en
genfødsel af det traditionelle USA med en målsætning om at skabe
forsoning og om at skabe en ny dynamik med betydelige forandringer.
Bidens ministre og rådgivere er alle som én kompetente og veltrænede
folk, mange med erfaring fra tidligere regeringer og institutioner. Det
står i skærende kontrast til den inkompetente Donald Trump, der
sluttede med at opfordre bøller til at storme det Capitol Hill, hvor
Biden og den sort-asiatiske vicepræsident, Kamala Harris, blev indsat
i en multikulturel begivenhed, hvor Biden understregede vigtigheden
af at skabe enhed i USA – og af at bekæmpe løgne.
Lettelsen over Bidens indsættelse kan dog ikke skjule, at Trump fik
fik opbakning fra 74 millioner vælgere trods hans ligegyldighed over
for 400.000 døde under coronakrisen og trods hans løgne om
valgresultatet. Han vil fortsat udgøre en trussel mod demokratiet – og
det republikanske parti. Det har ikke mindst Senatets afgåede
formand, Mitch McConnell, gjort opmærksom på ved at sige, at
oprøret den 6. januar blev fremprovokeret af Trump. Han vil måske
stemme for impeachment for at hindre Trump i at stille op i 2024.
Biden vil genetablere det traditionelle og internationalt orienterede
USA, der ikke skal søge konflikter. Han vil lægge mest vægt på at
hele sårene i USA og at genstarte økonomien ved at skabe mere vækst
for alle grupper og for at gøre økonomien mere grøn og digitaliseret.
De ledende personer kan først tiltræde, når de er godkendt af
Kongressen:
Den tidligere chef for Forbundsbanken, Janet Yellen, skal være ny
finansminister. Hun lægger primært vægt på at skabe arbejdspladser
og at sikre en bedre indtjening for dem, der har lidt mest under
coronakrisen. Hun er europæisk i sin tænkning.
Det udenrigs- og sikkerhedspolitisk team er traditionelt: Antony
Blinken som udenrigsminister var rådgiver for Biden under Obama og
står for en multilateral kurs. Jake Sullivan som sikkerhedspolitisk
rådgiver havde samme opgave, da Biden var vicepræsident. Avril
Haines som chef for den overordnede nationale sikkerhedstjeneste har
tidligere været i CIA, hvis chef bliver William Burns, der har haft en
lang og anerkendt karriere i udenrigsministeriet med tætte bånd til
Europa, og som sammen med Jake Sullivan spillede en afgørende
rolle i forhandlinger om Iran-atomaftalen. Burns advarede i sin tid
USA om faren ved en intervention i Irak. Lloyd Austin som
forsvarsminister. Han er sort, tidligere general med erfaring fra
Mellemøsten og Asien. Han var arkitekten bag kampen mod Islamisk
Stat.
Tiden med udenrigspolitiske eventyr er ovre. Biden-teamet vil
samarbejde med allierede. De går også ind for en mere aktiv kurs over
for Kina. Blinken har foreslået at etablere en Demokratisk Liga som
en modvægt mod autokratier, dvs. Kina. Burns og Sullivan går ind for
at formulere ”a grand strategy” for USA's rolle.
Hvad betyder det? En anerkendt diplomat, Kurt M. Campbell, der
bliver Bidens Asien-chef, har i det seneste nummer af Foreign Affairs
foreslået en ny strategi for Asien, reelt med sigte på Kina, og han
sammenligner med den europæiske orden i Europa i 1815. Han
henviser til Henry Kissingers analyse af det i bogen ”A World
Restored”.
Campbells sammenligning holder dog ikke vand, for den europæiske
orden omfattede dengang alle verdens førende nationer, og de var
europæiske. Ordenen bestod i at skabe en balance mellem dem, vel at
mærke med respekt for legitimiteten, dvs. accept af landenes
forskellige indre systemer. Kissinger har altid advaret mod en
verdensorden, der bygger på konfrontation. Sameksistens er vejen
frem mellem USA og Kina.
En orden for Asien og Kina vil kun være en regional orden og ikke en
verdensorden, fordi den reelt kun har et mål: At den demokratiske
verden skal skabe nogle rammer, der skal holde verdens nye
supermagt, Kina, i ave, dvs. uden fuld accept af Kinas autoritære,
kommunistiske styre. Den øvrige verden vil have ret til at kritisere
indre forhold som Hongkong og internering af uighurerne i Xinjiang
med det mål at ændre det kinesiske styre. Det vil Kina selvsagt
modsætte sig.
At Bidens team lægger op til konfrontation ses af, at den formelle
ramme for en demokratisk liga kunne være G-7 landegruppen, måske
udvidet til G-10 med asiatiske lande. Der har ikke været forslag om at
bruge G-20, hvor Kina er med. Kina skal ikke behandles ligeværdigt.
Da Kina om 7-8 år bliver økonomisk større end USA, får en
konfrontation næppe opbakning i Europa, og formentlig heller ikke i
Østasien, som lever mere af Kina end af USA.
Da EU – under det tyske formandskab – lige inden nytår godkendte en
investeringsaftale med Kina, skete det bevidst uden at tage USA (og
Biden) med på råd. Det samme gentog sig, da Tyskland genoptog
arbejdet med den russiske gasledning, Nord Stream 2, som Trump
standsede med trusler om sanktioner.
Europa er lettet over Bidens tiltræden, der kan normalisere det
transatlantiske forhold. Men Europa vil ikke blive ved med, per
definition, at rådføre sig med USA om egne anliggender. Det har den
franske finansminister, Bruno Le Maire, ifølge New York Times
udtrykt sådan for nylig: ”Europa må tage et strategisk valg. Vi vil
være allieret med USA, men ikke underordne os.” I forhold til en
strategi over for Kina sagde han, at det ikke vil være acceptabelt for
Europa at skulle rette sig efter en plan fra USA.
Trump forsøgte at bremse Kina med en ny kold krig og lagde dermed
op til en to-deling af verden. Biden står over for et valg: Skal han
bekæmpe Kina eller søge sameksistens? De seneste meldinger fra
Europa tyder på, at europæerne er blevet mere selvbevidste og hellere
vil have en tre-deling end en to-deling af verden.
At verden efter Trump og oprøret den 6. januar ikke er som før
udtrykker en af de mest indflydelsesrige udenrigspolitiske eksperter i
USA, formanden for Council on Foreign Relations, Richard Haass:
”Ingen i verden vil være afhængig af USA som tidligere.”
