Europa står i en selvskabt 9. april-passivitet. Sanktionerne standser ikke Putins statsterror. Europa må af egen kraft udarbejde en strategi, der skal standse Putins krig, og Europa undgår ikke direkte angreb på de russiske styrker, der terroriserer Ukraines byer
11.04.2022 // Af Hugo Gaarden
Europa undgå ikke et militært opgør med Putins statsterror. Trods nye, kraftige sanktioner mod Rusland og våbenleverancer til Ukraine, så forholder Vesten sig passivt til krigen i Ukraine og især til de menneskeforagtende overgreb, der er sket i byer som Bucha.
Det er i virkeligheden ukrainerne, der kæmper for Europa. Derfor kommer Europa ikke uden om at vise opbakning ved at foretage egne angreb på de militære styrker, der bombarderer byer som Mariupol. Ellers får Europa aldrig en fair fredsordning.
Da jeg for nogle år siden diskuterede konsekvensen af Putins anneksion af Krim og krigen i Luhansk og Donetsk med den tidligere ambassadør i Moskva, nu afdøde Per Carlsen, sagde jeg, at NATO skulle lade Putin tage disse områder med mange russisk-sindede, men hvis han ville overtage Mariupol, måtte NATO gå i krig, fordi byen er en livsnerve for Ukraine.
Den 9. april er en af de smerteligste dage i Danmarks historie, fordi danskerne lod nazisterne overtage landet uden modstand. De vestlige lande reagerer i dag på samme måde over for Vladimir Putins krig i Ukraine. Sanktionerne har ikke standset krigen. De er snarere blevet pinlige, når de også tager sigte på at ramme Putins børn. Er det en rimelig reaktion oven på henrettelsen af civile i Bucha?
Tænk sig, hvis Winston Churchill og det britiske folk reagerede tilsvarende i foråret 1940.
En af Tysklands bedste sikkerhedspolitiske eksperter, professor Mazelle Masala ved det tyske forsvars militæruniversitet, siger, at problemet for Vesten er, at der ikke er udarbejdet et strategisk mål over for Putins krig. Der er ikke truffet nogen beslutning om, hvad sanktionerne skal bevirke, og hvordan Putin skal standses.
Sanktionerne er strategien, siger vi. Men de har i hvert fald ikke fået Putin til at standse krigen. Ifølge Ukraine kan Putin snarere optrappe krigen i de kommende uger – men koncentreret om den østlige og sydlige del af Ukraine – og NATO advarer om, at krigen kan vare både måneder og år.
Europa og USA har ladet sig fange i et forståeligt, men uigennemtænkt spil mellem økonomiske sanktioner og atomkrig. Det kan spalte Vesten, f.eks. hvis Tyskland tvinges til at standse al import af olie og gas, fordi det vil føre til en økonomisk katastrofe, som ingen uden for Tyskland tror på. Så vil Putin have opnået sine mål: At splintre NATO og at sikre et neutralt Ukraine. Jo længere krigen trækkes ud, desto lettere får Putin ved at nå målet, men Ukraine kommer til at betale en frygtelig pris.
Præsident Joe Biden og NATO har tydeligt erklæret, at USA og NATO ikke sender militære styrker i aktion mod Rusland, fordi det kan føre til atomkrig og en tredje verdenskrig. Putin har indirekte truet med at bruge atomvåben, som er sat i forhøjet beredskab. Derfor holder USA sig til økonomiske sanktioner og har fået opbakning det meste af vejen fra Europa. Leverancer af avancerede våben mod fly og tanks til Ukraine har også haft afgørende betydning for ukrainernes modstandskraft. Modstands-viljen har de selv sørget for – i modsætning til Vestens befolkning.
Men da krigen foregår på europæisk jord, og da Putin har sagt, at han vil have en ny europæisk sikkerhedsorden, så er krigen primært et anliggende for Europa. Så er det Europa, primært EU-landene, der må lave en strategi, der tager sigte på at standse krigen og forsvare de europæiske værdier. Opgaven kan ikke udliciteres til andre.
Putin har kun respekt for én ting: Magt. Derfor må Europa – i fællesskab eller som individuelle stater – bruge magt over for ham, dvs. de samme metoder, han har brugt. Han annekterede Krim med ”små grønne mænd,” dvs. erobring i det skjulte, og han erobrede Lukansk og Donetsk og invaderede Ukraine uden krigserklæring efter svigagtige forhandlinger med de vestlige ledere. Samtidig truede han med atomvåben.
De europæiske ledere bør gøre det eneste, Putin er bange for: At angribe de militære enheder, der terroriserer Ukraine – og gøre det uden krigserklæring. Tyskland, Danmark, Polen og andre kan sende specialstyrker afsted i nattens mulm og mørke. Frømænd kan sænke de krigsskibe, der fra Sortehavet affyrer krydsermissiler mod Mariupol, og andre specialstyker kan smides i faldskærm ned bag fjendens linjer for at ødelægge de anlæg, som affyrer missiler og artilleri mod andre byer. Europa må give Putin et livstruende chok.
Det kan føre til gengældelse, men hvis ikke verdens stærkeste forsvarsalliance kan håndtere dét, så ser det slemt ud for de vestlige lande. Han kan sprænge en atombombe som advarsel i et ubeboet område eller lade en atombombe sprænge i luftrummet over Berlin, så al elforsyning og kommunikation forsvinder. Men det er situationer, som alle lande har trænet sig at håndtere i atomalderen.
Som ganske ung forsker skrev Henry Kissinger i 1956 en opsigtsvækkende artikel i Foreign Affairs om ”magt og diplomati i atomalderen,” og den bragte tidsskriftet igen for nylig. Den viser Kissingers imponerende format, og den bør være pligtlæsning for alle regeringschefer, for den handler dybest set om, hvorvidt politiske ledere er parate til at stå ansigt til ansigt med Armageddon og ikke give modparten – dengang var det Sovjetunionen – en blank check. Der er utallige skridt, der kan tages inden den totale atomkrig.
Tyskerne har lært, at der aldrig igen må komme et Auschwitz. Derfor har tyskerne også været parate til at handle med et Rusland, som tyskerne invaderede under Den anden Verdenskrig med millioner af ofre til følge. Økonomisk samarbejde var en slags forsoning. Men USA ville ikke tage hensyn til Ruslands interesser – vedr. NATOs udvidelse – og tyskerne turde ikke stille krav og lave røde linje for Putin. Der var ikke en tilstrækkelig forståelse i Vesten for magtspillet. Mariupol kunne have været en rød linje.
Den røde linje må europæerne trække nu – uden at bé om tilladelse i Washington. Det kan blive en barsk affære for europæerne, men det er så Europas wake-up call. Europa kan glemme altså om suverænitet og en global rolle, hvis Europa ikke selv kan håndtere Putin i en meget overskuelig konflikt, som Ukraine-krigen i virkeligheden er.
Men Europa må også sige åbent, at en fredsaftale kræver kompromisser fra begge parter, dvs. Ukraines neutralitet, en vis normalisering mellem Europa og Rusland, hvor handelen genoptages, hvor Ukraine bliver medlem af EU, og hvor der bliver et retsligt efterspil om krigsforbrydelser. Det er Putins statsterror og ikke Rusland, der skal knækkes.
