I de seneste måneder har flere økonomer verden over fremlagt forslag til økonomiske reformer, som kan føre til en blanding af det socialdemokratiske velfærdssamfund og ny-liberalismen, hvor borgerne og staten får en voksende indflydelse, hvor investeringer skal styres i retning af forandringer, og hvor store koncerner og velhavere skal betale langt mere i skat end i dag
19.10.2020
Hugo Gaarden
Et begreb som borger-økonomi kan blive betegnelsen for en ny økonomisk og samfundsmæssig model, som erstatter efterkrigstidens socialdemokratiske velfærdsmodel og den ny-liberalistiske model, der har kendetegnet Vesten og kapitalismen siden Margaret Thatchers og Ronald Reagans liberaliseringer siden 80’erne.
I de seneste måneder har økonomer verden over drøftet forslag til reformer af økonomien og det kapitalistiske system, i høj grad som en udløber af corona-krisen. Erhvervsavisen Financial Times har ført an i debatten med en artikelserie siden sommeren – om ”en kapitalisme, der skal fungere for alle.” Årsagen er, at coronakrisen har ført til en belastning, der ikke kan håndteres uden fundamentale omlægninger af økonomien, men krisen har også blotlagt skævvridninger de seneste årtier. Der kommer ikke en ”ny normalitet”.
Hvad det resulterer i, kommer der indikationer af i USA efter valget og i Europa, når den gigantiske EU-fond og regeringernes finanspakker skal omsættes i konkrete projekter efter de rundhåndede pengeudpumpninger.
FT’s økonomiske kommentator Martin Wolf har rejst det interessante spørgsmål, om der er behov for en slags borger-økonomi, hvor de enkelte borgere får en voksende indflydelse i såvel politik som i økonomien. Han drager paralleller til datidens græske og romerske bystater, hvor Aristoteles sagde, at mennesket kun kan være frit og fuldendt, hvis det er aktivt deltagende i samfundet. Det er dét, der binder samfundet sammen og sikrer demokratiet og de juridiske institutioner. Alle skal have et liv med velfærd.
Vi ser allerede lokale bestræbelser i USA og andre lande med oprettelse af borgerforsamlinger, der optræder som et supplement til de etablerede partier og interessegrupper. Selv stærke amerikanske erhvervsgrupper og rigmænd foreslår en betydelig økonomisk omfordeling af frygt for, at det nuværende system bryder sammen.
En ekspert i ulighed, professor Branko Milanovic, konstater, at verden som helhed nok er blevet mere lige med en voksende økonomisk middelklasse – men kun uden for de vestlige industrilande. Vestens middelklasse har derimod stået i stampe i mange år. Det er ellers rygraden i den vestlige samfundsmodel. Desuden indikerer coronakrisen, at de lavtlønnede aldrig kommer ud af stedet.
Den kreative og omdiskuterede professor Mariana Mazzucato fra London University har fremlagt konkrete forslag til en mere inkluderende og bredt funderet økonomi. Hun eksemplificerer det med et forslag til et globalt testprogram for covid-19: Det skal være gratis for verdens 7-8 milliarder mennesker. Testen giver et ”pas” til arbejde og transport. Det vil gøre det muligt at undgå nogen form for lockdown. Det vil koste 2000 milliarder dollar, men det er mindre end værdien af hjælpepakkerne fra stater og centralbanker, bare i Vesten, og det er langt mindre end de amerikanske krigsudgifter under krigene i Afghanistan og Irak i de seneste godt 15 år.
Hun vender sig mod den praksis, der er anvendt de seneste måneder, hvor regeringer og centralbanker groft sagt bare har skrevet en enorm check ud – uden at der er lavet konkrete programmer for pengenes anvendelse. Hun mener, at der skal gennemføres styrede gigant-investeringer i f.eks. grønne og sundhedsmæssige reformer. Der skal skabes en ny dynamik med gigant-projekter som Apollo-programmet. Internettet skal være gratis og frit tilgængelig for hver eneste borger.
Regeringerne skal under coronakrisen ikke hjælpe virksomheder, der forurener, som ikke reducerer CO2-udslippet, og som slipper billigt i skat ved at udnytte skattely. Når samfundet betaler for forskning, skal forskningens resultater ikke kun gavne nogle få virksomheder. Der skal være en ægte trade-off mellem staten og private virksomheder.
Regeringerne skal heller ikke acceptere, at borgere skal betale for virksomheders udnyttelse af systemet, f.eks. ved at redde banker, der har misbrugt liberaliseringer som under finanskrisen. Hun er meget kritisk over for finanssektoren, som hun mener lever til gavn for sig selv. Kun 10 pct. af de britiske bankudlån går til den ikke-finansielle sektor, mens resten går til finansvirksomhederne selv samt byggesektor. Dermed pustes en enorm og uproduktiv boble i vejret, og vi risikerer mega-kriser i fremtiden.
Dette aspekt er der blev en voksende bekymring for, da virksomheders gæld er vokset ekstremt de seneste årtier, bl.a. fordi de lever højt på rentefradrag, og nu kan mange ikke klare sig uden nul-renterne. Hjælpepakkerne er med til at forstærke gældstruslen.
Gamle værdinormer som fairness og almenvellet er kommet på banen, fordi corona-krisen har vist, hvor sårbare de moderne samfund er. Men sårbarheden skyldes også politiske beslutninger, som har ført til voksende ulighed og enorme skatteforskelle, og det bekymrer ikke mindst centralbankerne såsom ECB, der skal rydde op, når politikerne svigter.
Deutsche Bank har i en nylig analyse peget på risikoen for en ny generationskonflikt, fordi de unge og veluddannede ikke kan få et velfærd som forældrenes, og dette samt den globale konkurrence kan føre en ”uordenens tidsalder”.
Det er dystre udsigter. En borger-økonomi kan blive nødvendig for at undgå kaos.
