top of page
  • Fremtidsforskning BLOGGER

Karen Lumholts Nytårstale 2023



Det har været et vanvittigt år. Det er de fleste vist enige om...


Historisk er et af de ord, der er blevet brugt mest i

medierne af de politiske kommentatorer. Men – hvad der

har gjort året til noget helt særligt, er alle nok ikke enige

om.


Var det fordi fodbold-VM blev spillet i Qatar, selv om landet

er korrupt og bryder menneskerettighederne? Var det fordi

en dansker vandt Tour de France og landet blev badet i gult

– eller fordi vi for første gang i 40 år fik en regering hen over

midten? Fordi en slagen partileder på rekordtid dannede et

nyt parti, stormede ind i FT som det tredjestørste og kom i

regering?


Eller fordi Europa for første gang i mange år er i krig på en

måde, der potentielt kan udvikle sig til en verdenskrig? At vi

fik krig midt i Europa – tæt på Danmark?


Var året historisk på grund af de mange varmerekorder i

Europa, kulderekorderne i USA og oversvømmelsen af en

tredjedel af Pakistan? (Kan I huske den rekordvåde februar

sidste år, den rekordtørre marts, den rekordvarme oktober –

og stormfloden, som var en såkaldt 20 års begivenhed?) (Så

sent som i dag 20 graders varme i Tyskland)


Eller – var året historisk, fordi FN’s generalsekretær på

COP27 i Egypten sagde de nu berømte ord, at ”Vi kører på

motorvejen mod klima-helvedet og vi har stadig foden på

speederen”, hvilket alligevel ikke afholdt verdens næsten 200

lande fra IKKE at kunne blive enige om andet, end at der skal

oprettes en klimafond, der skal hjælpe verdens fattigste

lande med at finansiere klimakatastrofernes tab og skader.


Eller – var året historisk, fordi næsten de samme 200 lande

for første gang nogen sinde BLEV enige om, at en tredjedel af

klodens natur – landjord, hav og ferske vandområder – skal

beskyttes mod ødelæggelse, den såkaldte

biodiversitetsaftale som for få uger siden blev indgået i

Montreal? En af årets få og spinkle politiske milepæle -

sammen med EU-landenes beslutning om et reduktionsmål

på 55 procent i 2030 - OG politik, der følger op på

målene!


Historisk var det i hvert fald også, da corona for under et år

siden blev nedgraderet til en ikke-samfundskritisk sygdom og

restriktionerne forsvandt? (tænk, det er faktisk ikke mere

end 10 måneder siden - og allerede næsten glemt!…) I dag

blev det dog igen anbefalet at bruge mundbind på plejehjem

- men det er en anden historie…


Der er ingen tvivl om, at året har været vildt. Af alle de grunde, som

jeg allerede har nævnt.


Men også fordi nye tal viser, at 4 ud af 10 unge kvinder har det så

dårligt, at de har været i kontakt med psykiatrien. 4 ud af 10. Det er

næsten halvdelen!


Hugo Helmig, det kæmpestore talent, der på overfladen så ud til at

have alt, døde alt for ung og mindede os om alle de unge, der ikke

magter livet og enten er ensomme, tager for mange stoffer, bliver

depressive, angste, holder op med at spise - eller på andre måder

skader sig selv. Jeg tænker hver eneste dag på, hvordan unge i en af

verdens mest privilegerede samfund kan have fået det så dårligt!


Jeg tror der er mange årsager, der spiller sammen. Og jeg tror vi skal

være meget mere nysgerrige efter at finde ud af, hvad de unges

mistrivsel kan fortælle os om, hvad det er for systemfejl, vores ellers

på mange måder fantastiske samfund har.


Det er som om de unge er de berømte kanariefugle i

mineskakten, der fortæller os, at der ER noget helt galt:

Hvorfor kan vores nuværende økonomiske model fx ikke løse

de kriser vi står over for?


Når vi står over for den bundne opgave, at vi SKAL udfase de

fossile brændstoffer og erstatte dem med vedvarende energi –

og det skal vi gøre på ret få år – så finder vi næsten INGEN

hjælp i den nuværende økonomiske samfundsmodel.


Vores industrialiserede verden er skabt på kapitalismens

økonomiske fundament. Kapitalismen er grunden til, at vi har

kunnet accelerere mængden af produkter, varer og services, i

en i historisk hidtil uset mængde og fart.


Kapitalismen har ført til mange nye arbejdspladser, nye

varer, nye forbrugsgoder – og masser af økonomisk

fremgang, først i vores del af verden, og de seneste 30-40 år

også i næsten hele resten af verden. Samtidig med at de

rigeste er blevet enormt meget rigere - og samtidig med at

forskellen mellem rige og fattige er vokset enormt, også hos

os – er middelklassen blevet større i hele den del af verden,

som før var fattig.


I vores del af verden er middelklassen skrumpet, mange er

faldet ud af middelklassen og ned i fattigdom. Det ses meget

tydeligt i lande som England og USA. Andre (få) er blevet

eksorbitant rige.


Imens er en velstående middelklasse vokset frem i lande,

som før havde et lavt BNP - Kina, Indien, Sydkorea og mange

andre lande i Asien, Europa og Sydamerika.


Men det er sket på bekostning af ligheden i den gamle

industrialiserede verden. Og især sket på bekostning af

Jordens naturressourcer og arternes overlevelse. Hver dag

uddør 200 arter – fugle, insekter, planter og større dyr. Det

er mange flere end normalt og det kaldes den sjette

masseuddøen.


Kapitalismen kan mange ting – men den kan ikke tage

højde for Jordens knappe ressourcer. Den er bygget på en

forestilling om uendelige ressourcer.


Spørgsmålet er derfor, om dén økonomiske model, som de

sidste århundreders økonomiske vækst bygger på, er

brugbar, hvis vi skal bevare og passe på kloden, som ER hele

vores eksistens og livsgrundlag.


Og også om det er på tide, at der politisk bliver grebet ind

over for de sidste 30 års enorme acceleration i finanskapital

og spekulation – altså en form for pengevækst uden

produktion, som er den, der mere end noget andet har kørt

os ud over den afgrund eller ind imod den mur, som FN’s

generalsekretær Guterres taler om. Den fordrer nemlig

skabelse af GÆLD og dermed VÆSTTVANG.


Man kan godt sammenligne den finansielle verdens mange

forskellige typer af aktier, obligationer, optioner osv., som

efterhånden udgør 40 procent af alle pengeværdier i verden,

med en form for pyramidespil, hvor taberen først og

fremmest er Jorden som et beboeligt sted for mennesker og

alle andre arter. Og vinderne er nogle ganske få spillere,

spekulanter - hvis rigdom til gengæld er ufattelig.


En stor del af den kapitalistiske økonomi, som

verdensøkonomien bygger på, er med andre ord en form for

spiløkonomi - en institutionaliseret ludomani. Og engang

imellem bryder det hele sammen – som i 2008, da vi fik den

store finanskrise.


Sådan nogle sammenbrud vil vi få igen. Næste gang kan det

være krypto-valutaer der bryder sammen eller en IT-boble, der

brister.


Det store spørgsmål er, om kapitalismens tid er ved at være

ovre. Og det siger jeg ikke som socialist. Jeg er ikke socialist. Jeg

er overbevist socialliberal. Men jeg er begyndt at tvivle på, om

de store kriser vi står over for – lad os tage klimakrisen,

naturkrisen, biodiversitetskrisen, drikkevandskrisen og

kemikaliekrisen (at vi har alt for mange kemiske stoffer i vores

miljø som ikke kan nedbrydes) - kan løses inden for det

eksisterende systems rammer.


Det store spørgsmål for mig er derfor også, om der findes et

alternativ til den nuværende liberale økonomi, som vi jo forbinder

med demokrati. For det jeg frygter måske allermest – nok mere end

krig og katastrofer - er despotiet. At demokratiet sættes ud af kraft.


Ingen krise er så stor, at den legitimerer at folket skal undertrykkes.


Hvis du har set filmatiseringen af den berømte bog ”The Handmades

Tale” af Margaret Atwood, så tror jeg du lige som jeg ryster ved

tanken om, at et politisk korrekt regime – uanset om det er islamisk,

fundamentalistisk kristent eller økofascistisk – skulle overtage

magten og undertrykke menneskers frihed til at indrette sig som de

vil. Jeg frygter despotiet mere end noget andet. Og desværre er der

tegn, ikke i Danmark, men mange andre steder, på at demokratierne

er i tilbagegang. Vi troede det modsatte ville ske – ikke?


Jeg er ikke sikker på at svaret på mit spørgsmål ”Hvilken økonomisk

samfundsmodel kan løse de mange kriser, vi står over for” er:

”socialisme”. For vi har desværre aldrig set socialisme praktiseret

med rigtig succes.


Jeg tror heller ikke, at den nye regering vi har fået i Danmark

besvarer mit spørgsmål. Ifølge politisk kommentator Lars Trier

Mogensen vil en flertalsregering ofte være en tilbagegang for

demokratiet. Den kan nemlig regere udenom parlamentets

forskellige grupper, hvis den vil. Og hvis det er en flertalsregering

henover midten, kan og vil den gøre det i samarbejde med

lobbyisterne, siger han. Dette vil øge polariseringen i det danske

politiske landskab, fordi fløjene er holdt udenfor.


Vi kan så håbe på, at SVM-regeringens løfte om, at denne

kooperationisme vil blive mere transparent, holder - altså at

lobbyisternes medvirken vil blive synlig - og tilgængelig for kritik!


2023 bliver på mange måder et afgørende år.


Det bliver året ude i verden hvor det vil vise sig, om en ny

kold krig har bidt sig fast – og om den bliver varm. Det bliver

året, hvor en ny geopolitisk virkelighed vil vise sig, også i

form af ny militær aktivitet meget tæt på Danmark – hele

Østersøområdet, havet omkring Bornholm, bliver centralt i

NATOs forsvar af den østlige flanke.


2023 bliver året, hvor det i Danmark vil vise sig, om den nye

centrum-højre regering mener det alvorligt, når de siger at

landbruget skal betale for sin del af klimakrisen – landbruget

står for en tredjedel af Danmarks CO2 på grund af vores

intensive kødlandbrug - eller om lobbyorganisationen

Landbrug & Fødevarer endnu engang har købt og betalt både

Venstre og Socialdemokratiet til at subsidiere de mest

største og mest klimabelastende landbrug mest.


2023 bliver året, hvor Iran og Afghanistan måske vil se et

kvindeoprør, der udvikler sig til et ungdomsoprør, der

udvikler sig til en revolution – og enten vil denne revolution

blive slået ned med koldt blod, eller den vil lykkes. Verden ER

på vej mod en større ligestilling mellem kvinder og mænd,

det er der mange tegn på. Men verden ER også på vej mod

flere despotier og teokratier, og om dette er de sidste

krampetrækninger i bekæmpelsen af kvindernes fremmarch,

eller der er tale om reelle tilbageslag for kvindernes frihed vil

vise sig.


2023 bliver også året, hvor vi måske vil se krigen i Ukraine

stoppe. Enten fordi modstanden mod krigen bliver for stor i

Rusland – soldatermødrene rører allerede nu på sig, og dem

frygter Putin – eller fordi Rusland bliver smadret militært af

Vesten. Det sidste kommer ikke til at ske uden enorme risici.


Jeg er blevet farmor – og mit barnebarn kan se frem til at blive

100 år, hvis vi ser på levetidsstatistikken lige nu. Desværre skal

man være en meget hårdnakket optimist for at mene, at de

næste 100 år på denne klode ser nemme ud. Mit barnebarn kan,

selv om hun lever i verdens smørhul, Danmark, komme til at

opleve krige, vi endnu ikke har kunnet forestille os, udført med

droner, bakteriologiske og kemiske våben samt taktiske

atomvåben.


Hun vil, selv om hun lever i en af verdens bedste lande, opleve

store strømme af migranter og flygtninge – mennesker på flugt

fra krig, tørke, vandmangel eller naturkatastrofer.


Hun vil sandsynligvis opleve, at der bliver mangel på rent

drikkevand, selv i Danmark. Og hun vil opleve, at byer der før

kunne beskytte sig mod vandmasserne, bygger diger for at holde

vandet ude.


Hun vil sandsynligvis ikke rejse til Syden om sommeren, for der vil

være for tørt og varmt. Men måske vil hun. Rejse derud for at plante

træer, bygge brønde – og redde liv. Jeg har stor tiltro til den

opvoksende generation. Både de nuværende unge – og de børn, der

i disse år bliver født af kærlige, omhyggelige forældre. Unge forældre

der ved, at det vigtigste i verden er at give deres børn og nære

venner og familie opmærksomhed og kærlighed.


En ny generation, der nægter at arbejde for meget, nægter at

forbruge for meget af en masse ligegyldige ting – og nægter at

udføre ligegyldige og måske skadelige arbejdsopgaver på deres job.


De unge er mange steder i verden – også i udemokratiske lande som

Kina – ved at gøre op med den hovedløse forbrugerisme og

arbejdsmani, som hænger sammen. De QUITTER og LÆGGER SIG

NED. Og måske er et egentligt globalt ungdomsoprør på vej!


På grund af denne generation af unge er jeg håbefuld. Det KAN

ikke gå hurtigt nok med at overlade dem magten.


Jeg anerkender at vi mangler hænder og hoveder – arbejdskraft – i

hele vores del af verden, fordi vi bliver ældre og ældre som

befolkning – der er simpelthen for få i den arbejdsduelige alder og

for mange gamle.


Men måden at løse dette på er ikke at presse unge forældre til at

arbejde mere.


Jeg tror på, at vi seniorer kan bruges mange år endnu, hvis vi får

lov at lave det, der giver mening for hver enkelt af os. Vi mangler

stadig en seniorpolitik på arbejdsmarkedet, der gør det muligt at

fastholde alle os, der har vigtige erfaringer og kompetencer at

bidrage med – måske tre dage om ugen. Måske 3 timer om dagen.


Kom nu fagbevægelse – vær lidt opfindsomme!


Og giv så de hårdtarbejdende småbørnsfamilier mulighed for

at arbejde mindre, så de kan give deres børn det nærvær og

den tryghed i fællesskaber, som er så afgørende for at børn og

unge IKKE vokser op i mistrivsel.


HVIS vi er kloge – vi danskere, europæere og folk overalt i

verden – så vælger vi nogle politikere som TØR gå nye veje.


Så vil vi om 100 år arbejde mindre, bruge mindre – og passe

mere på det vi har.


Så vil over halvdelen af butikkerne i gågaden være butikker,

der reparerer, recycler og vedligeholder dit habengut.


Så vil vi have udfaset alle fossile biler, tog, fly og fragtskibe.


Så vil det industrielle kødlandbrug være afløst af få fritgående

dyr (til fest), plantebaseret mad til hele verdens

hverdagsmåltider - og kød til forbrug produceret i ståltanke.


Så vil mindst en tredjedel af Danmark og alle andre lande være

beskyttet, vild natur med rigtige åer, der slynger sig gennem

enge og vilde skove. Med højmoser, hvor gamle træer får lov at

ligge til glæde for smådyr, fugle og mikroorganismer.


Hvor lærken igen kan høres over markerne - og viben slår et

enligt slag, når solen går ned på heden og hededamme

bittesmå spejler aftenrøden...


Jeg har en datter, der siden hun var 17 har kæmpet på forskellige

måder – ikke for mere i SU, en højere lærlingeløn eller flere

ungdomsboliger, som VI kæmpede for, da jeg var ung. Men for

naturen. Den slags unge har vi grund til at takke. De kæmper for

alle os andre. Og vi burde alle stå ved deres side, så de ikke skal

kæmpe alene.


Jeg ønsker af hele mit hjerte, at 2023 bliver et år, hvor verdens

ledere erkender og begynder at tage ansvar for, at alle de kriser vi

står over for – hvad enten det er mistrivsel og stress,

vandforurening, for meget plastik, for dårlige fødevarer, tørke og

oversvømmelser – er forbundne.


Og at mange mennesker har fået nok af at være dem, der udpiner

Jorden.


Når SÅ mange børn og unge mistrives kan der nemlig på subtil vis

være en sammenhæng til vores overforbrug af materielle

ressourcer.


Børn vil hellere være en del af en tryg flok uden stress og jag end

at være vidne til at deres forældre tjener mange penge, mens de

selv bliver placeret foran en skærm. Unge vil hellere høre til i et

sjak af gode venner, også selv om det er i en lille by langt ude på

landet, end at sidde alene på deres værelse og sammenligne sig

med bloggere, der har 30 biler i garagen.


Vi ved det alle sammen. Alle vi almindelige mennesker. Nu skal vi

have forklaret vores politikere det, så de får modet til at tænke

ægte NYT!


Det håber jeg for det nye år.


Rigtig Godt Nytår

2 views0 comments
bottom of page