Det har været et vanvittigt år. Det er de fleste vist enige om...
Historisk er et af de ord, der er blevet brugt mest i
medierne af de politiske kommentatorer. Men – hvad der
har gjort året til noget helt særligt, er alle nok ikke enige
om.
Var det fordi fodbold-VM blev spillet i Qatar, selv om landet
er korrupt og bryder menneskerettighederne? Var det fordi
en dansker vandt Tour de France og landet blev badet i gult
– eller fordi vi for første gang i 40 år fik en regering hen over
midten? Fordi en slagen partileder på rekordtid dannede et
nyt parti, stormede ind i FT som det tredjestørste og kom i
regering?
Eller fordi Europa for første gang i mange år er i krig på en
måde, der potentielt kan udvikle sig til en verdenskrig? At vi
fik krig midt i Europa – tæt på Danmark?
Var året historisk på grund af de mange varmerekorder i
Europa, kulderekorderne i USA og oversvømmelsen af en
tredjedel af Pakistan? (Kan I huske den rekordvåde februar
sidste år, den rekordtørre marts, den rekordvarme oktober –
og stormfloden, som var en såkaldt 20 års begivenhed?) (Så
sent som i dag 20 graders varme i Tyskland)
Eller – var året historisk, fordi FN’s generalsekretær på
COP27 i Egypten sagde de nu berømte ord, at ”Vi kører på
motorvejen mod klima-helvedet og vi har stadig foden på
speederen”, hvilket alligevel ikke afholdt verdens næsten 200
lande fra IKKE at kunne blive enige om andet, end at der skal
oprettes en klimafond, der skal hjælpe verdens fattigste
lande med at finansiere klimakatastrofernes tab og skader.
Eller – var året historisk, fordi næsten de samme 200 lande
for første gang nogen sinde BLEV enige om, at en tredjedel af
klodens natur – landjord, hav og ferske vandområder – skal
beskyttes mod ødelæggelse, den såkaldte
biodiversitetsaftale som for få uger siden blev indgået i
Montreal? En af årets få og spinkle politiske milepæle -
sammen med EU-landenes beslutning om et reduktionsmål
på 55 procent i 2030 - OG politik, der følger op på
målene!
Historisk var det i hvert fald også, da corona for under et år
siden blev nedgraderet til en ikke-samfundskritisk sygdom og
restriktionerne forsvandt? (tænk, det er faktisk ikke mere
end 10 måneder siden - og allerede næsten glemt!…) I dag
blev det dog igen anbefalet at bruge mundbind på plejehjem
- men det er en anden historie…
Der er ingen tvivl om, at året har været vildt. Af alle de grunde, som
jeg allerede har nævnt.
Men også fordi nye tal viser, at 4 ud af 10 unge kvinder har det så
dårligt, at de har været i kontakt med psykiatrien. 4 ud af 10. Det er
næsten halvdelen!
Hugo Helmig, det kæmpestore talent, der på overfladen så ud til at
have alt, døde alt for ung og mindede os om alle de unge, der ikke
magter livet og enten er ensomme, tager for mange stoffer, bliver
depressive, angste, holder op med at spise - eller på andre måder
skader sig selv. Jeg tænker hver eneste dag på, hvordan unge i en af
verdens mest privilegerede samfund kan have fået det så dårligt!
Jeg tror der er mange årsager, der spiller sammen. Og jeg tror vi skal
være meget mere nysgerrige efter at finde ud af, hvad de unges
mistrivsel kan fortælle os om, hvad det er for systemfejl, vores ellers
på mange måder fantastiske samfund har.
Det er som om de unge er de berømte kanariefugle i
mineskakten, der fortæller os, at der ER noget helt galt:
Hvorfor kan vores nuværende økonomiske model fx ikke løse
de kriser vi står over for?
Når vi står over for den bundne opgave, at vi SKAL udfase de
fossile brændstoffer og erstatte dem med vedvarende energi –
og det skal vi gøre på ret få år – så finder vi næsten INGEN
hjælp i den nuværende økonomiske samfundsmodel.
Vores industrialiserede verden er skabt på kapitalismens
økonomiske fundament. Kapitalismen er grunden til, at vi har
kunnet accelerere mængden af produkter, varer og services, i
en i historisk hidtil uset mængde og fart.
Kapitalismen har ført til mange nye arbejdspladser, nye
varer, nye forbrugsgoder – og masser af økonomisk
fremgang, først i vores del af verden, og de seneste 30-40 år
også i næsten hele resten af verden. Samtidig med at de
rigeste er blevet enormt meget rigere - og samtidig med at
forskellen mellem rige og fattige er vokset enormt, også hos
os – er middelklassen blevet større i hele den del af verden,
som før var fattig.
I vores del af verden er middelklassen skrumpet, mange er
faldet ud af middelklassen og ned i fattigdom. Det ses meget
tydeligt i lande som England og USA. Andre (få) er blevet
eksorbitant rige.
Imens er en velstående middelklasse vokset frem i lande,
som før havde et lavt BNP - Kina, Indien, Sydkorea og mange
andre lande i Asien, Europa og Sydamerika.
Men det er sket på bekostning af ligheden i den gamle
industrialiserede verden. Og især sket på bekostning af
Jordens naturressourcer og arternes overlevelse. Hver dag
uddør 200 arter – fugle, insekter, planter og større dyr. Det
er mange flere end normalt og det kaldes den sjette
masseuddøen.
Kapitalismen kan mange ting – men den kan ikke tage
højde for Jordens knappe ressourcer. Den er bygget på en
forestilling om uendelige ressourcer.
Spørgsmålet er derfor, om dén økonomiske model, som de
sidste århundreders økonomiske vækst bygger på, er
brugbar, hvis vi skal bevare og passe på kloden, som ER hele
vores eksistens og livsgrundlag.
Og også om det er på tide, at der politisk bliver grebet ind
over for de sidste 30 års enorme acceleration i finanskapital
og spekulation – altså en form for pengevækst uden
produktion, som er den, der mere end noget andet har kørt
os ud over den afgrund eller ind imod den mur, som FN’s
generalsekretær Guterres taler om. Den fordrer nemlig
skabelse af GÆLD og dermed VÆSTTVANG.
Man kan godt sammenligne den finansielle verdens mange
forskellige typer af aktier, obligationer, optioner osv., som
efterhånden udgør 40 procent af alle pengeværdier i verden,
med en form for pyramidespil, hvor taberen først og
fremmest er Jorden som et beboeligt sted for mennesker og
alle andre arter. Og vinderne er nogle ganske få spillere,
spekulanter - hvis rigdom til gengæld er ufattelig.
En stor del af den kapitalistiske økonomi, som
verdensøkonomien bygger på, er med andre ord en form for
spiløkonomi - en institutionaliseret ludomani. Og engang
imellem bryder det hele sammen – som i 2008, da vi fik den
store finanskrise.
Sådan nogle sammenbrud vil vi få igen. Næste gang kan det
være krypto-valutaer der bryder sammen eller en IT-boble, der
brister.
Det store spørgsmål er, om kapitalismens tid er ved at være
ovre. Og det siger jeg ikke som socialist. Jeg er ikke socialist. Jeg
er overbevist socialliberal. Men jeg er begyndt at tvivle på, om
de store kriser vi står over for – lad os tage klimakrisen,
naturkrisen, biodiversitetskrisen, drikkevandskrisen og
kemikaliekrisen (at vi har alt for mange kemiske stoffer i vores
miljø som ikke kan nedbrydes) - kan løses inden for det
eksisterende systems rammer.
Det store spørgsmål for mig er derfor også, om der findes et
alternativ til den nuværende liberale økonomi, som vi jo forbinder
med demokrati. For det jeg frygter måske allermest – nok mere end
krig og katastrofer - er despotiet. At demokratiet sættes ud af kraft.
Ingen krise er så stor, at den legitimerer at folket skal undertrykkes.
Hvis du har set filmatiseringen af den berømte bog ”The Handmades
Tale” af Margaret Atwood, så tror jeg du lige som jeg ryster ved
tanken om, at et politisk korrekt regime – uanset om det er islamisk,
fundamentalistisk kristent eller økofascistisk – skulle overtage
magten og undertrykke menneskers frihed til at indrette sig som de
vil. Jeg frygter despotiet mere end noget andet. Og desværre er der
tegn, ikke i Danmark, men mange andre steder, på at demokratierne
er i tilbagegang. Vi troede det modsatte ville ske – ikke?
Jeg er ikke sikker på at svaret på mit spørgsmål ”Hvilken økonomisk
samfundsmodel kan løse de mange kriser, vi står over for” er:
”socialisme”. For vi har desværre aldrig set socialisme praktiseret
med rigtig succes.
Jeg tror heller ikke, at den nye regering vi har fået i Danmark
besvarer mit spørgsmål. Ifølge politisk kommentator Lars Trier
Mogensen vil en flertalsregering ofte være en tilbagegang for
demokratiet. Den kan nemlig regere udenom parlamentets
forskellige grupper, hvis den vil. Og hvis det er en flertalsregering
henover midten, kan og vil den gøre det i samarbejde med
lobbyisterne, siger han. Dette vil øge polariseringen i det danske
politiske landskab, fordi fløjene er holdt udenfor.
Vi kan så håbe på, at SVM-regeringens løfte om, at denne
kooperationisme vil blive mere transparent, holder - altså at
lobbyisternes medvirken vil blive synlig - og tilgængelig for kritik!
2023 bliver på mange måder et afgørende år.
Det bliver året ude i verden hvor det vil vise sig, om en ny
kold krig har bidt sig fast – og om den bliver varm. Det bliver
året, hvor en ny geopolitisk virkelighed vil vise sig, også i
form af ny militær aktivitet meget tæt på Danmark – hele
Østersøområdet, havet omkring Bornholm, bliver centralt i
NATOs forsvar af den østlige flanke.
2023 bliver året, hvor det i Danmark vil vise sig, om den nye
centrum-højre regering mener det alvorligt, når de siger at
landbruget skal betale for sin del af klimakrisen – landbruget
står for en tredjedel af Danmarks CO2 på grund af vores
intensive kødlandbrug - eller om lobbyorganisationen
Landbrug & Fødevarer endnu engang har købt og betalt både
Venstre og Socialdemokratiet til at subsidiere de mest
største og mest klimabelastende landbrug mest.
2023 bliver året, hvor Iran og Afghanistan måske vil se et
kvindeoprør, der udvikler sig til et ungdomsoprør, der
udvikler sig til en revolution – og enten vil denne revolution
blive slået ned med koldt blod, eller den vil lykkes. Verden ER
på vej mod en større ligestilling mellem kvinder og mænd,
det er der mange tegn på. Men verden ER også på vej mod
flere despotier og teokratier, og om dette er de sidste
krampetrækninger i bekæmpelsen af kvindernes fremmarch,
eller der er tale om reelle tilbageslag for kvindernes frihed vil
vise sig.
2023 bliver også året, hvor vi måske vil se krigen i Ukraine
stoppe. Enten fordi modstanden mod krigen bliver for stor i
Rusland – soldatermødrene rører allerede nu på sig, og dem
frygter Putin – eller fordi Rusland bliver smadret militært af
Vesten. Det sidste kommer ikke til at ske uden enorme risici.
Jeg er blevet farmor – og mit barnebarn kan se frem til at blive
100 år, hvis vi ser på levetidsstatistikken lige nu. Desværre skal
man være en meget hårdnakket optimist for at mene, at de
næste 100 år på denne klode ser nemme ud. Mit barnebarn kan,
selv om hun lever i verdens smørhul, Danmark, komme til at
opleve krige, vi endnu ikke har kunnet forestille os, udført med
droner, bakteriologiske og kemiske våben samt taktiske
atomvåben.
Hun vil, selv om hun lever i en af verdens bedste lande, opleve
store strømme af migranter og flygtninge – mennesker på flugt
fra krig, tørke, vandmangel eller naturkatastrofer.
Hun vil sandsynligvis opleve, at der bliver mangel på rent
drikkevand, selv i Danmark. Og hun vil opleve, at byer der før
kunne beskytte sig mod vandmasserne, bygger diger for at holde
vandet ude.
Hun vil sandsynligvis ikke rejse til Syden om sommeren, for der vil
være for tørt og varmt. Men måske vil hun. Rejse derud for at plante
træer, bygge brønde – og redde liv. Jeg har stor tiltro til den
opvoksende generation. Både de nuværende unge – og de børn, der
i disse år bliver født af kærlige, omhyggelige forældre. Unge forældre
der ved, at det vigtigste i verden er at give deres børn og nære
venner og familie opmærksomhed og kærlighed.
En ny generation, der nægter at arbejde for meget, nægter at
forbruge for meget af en masse ligegyldige ting – og nægter at
udføre ligegyldige og måske skadelige arbejdsopgaver på deres job.
De unge er mange steder i verden – også i udemokratiske lande som
Kina – ved at gøre op med den hovedløse forbrugerisme og
arbejdsmani, som hænger sammen. De QUITTER og LÆGGER SIG
NED. Og måske er et egentligt globalt ungdomsoprør på vej!
På grund af denne generation af unge er jeg håbefuld. Det KAN
ikke gå hurtigt nok med at overlade dem magten.
Jeg anerkender at vi mangler hænder og hoveder – arbejdskraft – i
hele vores del af verden, fordi vi bliver ældre og ældre som
befolkning – der er simpelthen for få i den arbejdsduelige alder og
for mange gamle.
Men måden at løse dette på er ikke at presse unge forældre til at
arbejde mere.
Jeg tror på, at vi seniorer kan bruges mange år endnu, hvis vi får
lov at lave det, der giver mening for hver enkelt af os. Vi mangler
stadig en seniorpolitik på arbejdsmarkedet, der gør det muligt at
fastholde alle os, der har vigtige erfaringer og kompetencer at
bidrage med – måske tre dage om ugen. Måske 3 timer om dagen.
Kom nu fagbevægelse – vær lidt opfindsomme!
Og giv så de hårdtarbejdende småbørnsfamilier mulighed for
at arbejde mindre, så de kan give deres børn det nærvær og
den tryghed i fællesskaber, som er så afgørende for at børn og
unge IKKE vokser op i mistrivsel.
HVIS vi er kloge – vi danskere, europæere og folk overalt i
verden – så vælger vi nogle politikere som TØR gå nye veje.
Så vil vi om 100 år arbejde mindre, bruge mindre – og passe
mere på det vi har.
Så vil over halvdelen af butikkerne i gågaden være butikker,
der reparerer, recycler og vedligeholder dit habengut.
Så vil vi have udfaset alle fossile biler, tog, fly og fragtskibe.
Så vil det industrielle kødlandbrug være afløst af få fritgående
dyr (til fest), plantebaseret mad til hele verdens
hverdagsmåltider - og kød til forbrug produceret i ståltanke.
Så vil mindst en tredjedel af Danmark og alle andre lande være
beskyttet, vild natur med rigtige åer, der slynger sig gennem
enge og vilde skove. Med højmoser, hvor gamle træer får lov at
ligge til glæde for smådyr, fugle og mikroorganismer.
Hvor lærken igen kan høres over markerne - og viben slår et
enligt slag, når solen går ned på heden og hededamme
bittesmå spejler aftenrøden...
Jeg har en datter, der siden hun var 17 har kæmpet på forskellige
måder – ikke for mere i SU, en højere lærlingeløn eller flere
ungdomsboliger, som VI kæmpede for, da jeg var ung. Men for
naturen. Den slags unge har vi grund til at takke. De kæmper for
alle os andre. Og vi burde alle stå ved deres side, så de ikke skal
kæmpe alene.
Jeg ønsker af hele mit hjerte, at 2023 bliver et år, hvor verdens
ledere erkender og begynder at tage ansvar for, at alle de kriser vi
står over for – hvad enten det er mistrivsel og stress,
vandforurening, for meget plastik, for dårlige fødevarer, tørke og
oversvømmelser – er forbundne.
Og at mange mennesker har fået nok af at være dem, der udpiner
Jorden.
Når SÅ mange børn og unge mistrives kan der nemlig på subtil vis
være en sammenhæng til vores overforbrug af materielle
ressourcer.
Børn vil hellere være en del af en tryg flok uden stress og jag end
at være vidne til at deres forældre tjener mange penge, mens de
selv bliver placeret foran en skærm. Unge vil hellere høre til i et
sjak af gode venner, også selv om det er i en lille by langt ude på
landet, end at sidde alene på deres værelse og sammenligne sig
med bloggere, der har 30 biler i garagen.
Vi ved det alle sammen. Alle vi almindelige mennesker. Nu skal vi
have forklaret vores politikere det, så de får modet til at tænke
ægte NYT!
Det håber jeg for det nye år.
Rigtig Godt Nytår