Trods hård kritik i de seneste måneder bliver Kina ikke tvunget tilbage af USA. Kapitalen strømmer til Kina. Eksporten til USA stiger. Det internationale erhvervsliv vil bevare adgangen til Kina. Vi får måske snarere en fleksibel verdensorden end en ny kold krig
09.08.2021 // Af Hugo Gaarden
Kritikken i sommerens løb af Kinas hårdhændede kurs over for uighurerne i Xinjiang-provinsen samt undertrykkelsen af demkratibevægelsen i Hongkong har i den vestlige verden skabt en opfattelse af, at Kina er blevet en trussel mod de vestlige værdier.
Selv om det er berettiget at kritisere en række forhold i Kina, så er problemet med den anti-kinesiske kurs, som USA har anlagt, at politikerne og befolkningen lukker øjnene for, at Kina udvikler sig langt stærkere, end vi tror.
Mens Donald Trump og siden hen Joe Biden har forsøgt at begrænse Kinas udvikling og hindre kinesiske højteknologiske firmaer i at handle med USA og finansiere sig på de amerikanske børser, så kommer der nu et kinesisk modtræk for at gøre Kina uafhængig af USA.
Det give bagslag for USA, skriver det britiske blad Economist. Præsident Bidens Kina-doktrin – om at begrænse Kinas udvikling – er ”en fejlkalkulation,” for ”Kina bliver en dominerende magt på en række økonomiske områder, uanset hvad Amerika gør.”
USA kan ikke få alle sine allierede til at trække sig et skridt tilbage fra Kina, og mange lande tror ikke på, at verden står i et opgør mellem autoritære og demokratiske lande – kernen i Biden-doktrinen.
På bare 20 år er Kina blevet en langt større handelspartner for de fleste lande end USA. Sidste år blev Kina en større global investor end USA med udenlandske investeringer (FDI) på 133 milliarder dollar. I 2020 skød kinesiske selskaber 3,2 milliarder dollar i amerikanske start-up firmaer. Kina har i dag 3400 multinationale selskaber, næsten lige så mange som USA og Vesteuropa til sammen, skriver Economist. De største selskaber henter omkring 30 pct. af deres indtjening i udlandet.
Kinas eksport til USA vokser trods den handelskrig, der fortsætter under Biden. Samtidig strømmer kapitalen til Kina, ikke mindst via Hongkong. Sidste år blev der investeret 1900 milliarder dollar i Kina fra udlandet. Det skyldes den enorme vækst i Kinas gigantiske investeringsmarked. Banken HSBC vurderer, at de kinesiske husholdninger i 2025 vil have en investerings-egnet formue på 300.000 milliarder yuan (det samme i kroner, eller 45.000 milliarder dollar ) – et svimlende beløb, der er to gange så stort som USA's BNP. Private har lov til at investere godt 300.000 kr. i udlandet, f.eks. med udenlandske banker. Hvis bare 10 pct. af den kinesiske middelklasse investerer det beløb, svarer det til 2400 milliarder dollar. Det vil oversvømme markederne, siger HSBC.
Kina er blevet verdens største investeringsmarked, og de store amerikanske finanshuse og pensionskasser vil ind på markedet trods Bidens modstand, for det er dér, de kan få et langsigtet afkast.
Kinas fremstormen er dog ikke af ny dato. I 2015 skete der et ”jordskred” i Kina, fordi præsident Xi Jinping satte som mål at give Kina en global førerrolle i 2025 på en række teknologiske områder. Det tog USA temmelig afslappet. Men nu ses resultatet. Nogle kinesiske virksomheder har måske nok stjålet teknologier og ideer fra udlandet, men de har først og fremmest skabt alternativer til vestlige firmaer inden for alt omkring high-tech, elektrificering og cyber-teknologi. Kina vil først og fremmest gøre sig uafhængig af chipproduktionen og bliver en konkurrent til samtlige amerikanske og europæiske virksomheder.
Det måske mest afgørende er, at Kina tør gribe hårdt ind over for egne internetselskaber for at få kontrol med det sammensurium af teknologi og finans, som flere af nutidens giganter består af, og på dette felt er Kina langt foran de vestlige lande – apropos frygten for Googles og Facebooks dominans. Indgrebene har givet de kinesiske selskaber enorme tab på markederne og for ejerne. Men det skaber ikke en krisestemning. Det er prisen, de betaler for en stærkere regeringskontrol.
Samtidig bliver Kina det første land med en elektronisk valuta, der kan svække dollarens status som reservevaluta, og som kan bryde USA's ekstraterritoriale sanktioner.
Vil USA fortsætte med at udelukke kinesiske selskaber fra sit marked og børsen, som med Huawei? Vil europæerne hindre kinesiske opkøb i infrastrukturen, såsom i havne? Vil Kina gøre gengæld og smide Mærsk ud som medejer af Kinas havneterminaler?
De spørgsmål svæver i luften. Men det interessante er, at internationale virksomheder betragter samspillet med Kina som vitalt for den fremtidige økonomi – lige som det europæiske erhvervsliv betragtede EU's Indre Marked som vitalt. En undersøgelse fra den danske tænketank Kraka har netop vist, at EU-samarbejdet har givet Danmark et løft på 140 milliarder kr. om året. Det viser behovet for at analysere konsekvensen af et tæt eller begrænset internationalt samarbejde.
Den amerikanske Kina-forsker, Jude Blanchette, konstaterer i Foreign Affairs, at Xi Jinping har været mere forudseende end Vesten i sin målrettede fokusering på en række højteknologier. Det næste årti bliver afgørende for Kinas langsigtede succes. Blanchette mener, at Kina derfor må inddæmmes!
Chefstrategen i Morgan Stanley, Ruchir Sharma, tvivler på, at USA har styrken til det. USA står over for et middelmådigt årti. Det bliver aldrig bedre i USA, mener han.
Præsidenten for de internationale studier ved Peking universitetet, Wang Jisi, har i Foreign Affairs en helt anden vinkel på udsigten til en to-deling af verden og en ny kold krig: Verden er så afhængig af det globale samarbejde og af Kinas medvirken i kampen mod klima-forværringen, at en skarp opdeling af verden i to blokke ikke lader sig gøre. Der bliver snarere tale om skiftevis samarbejde og konkurrence eller konflikt på kryds og tværs mellem lande og landegrupper. Det fører til en fleksibel verdensorden med plads til alle politiske systemer. Alternativet er kaos.
Verden er slet ikke så enkel som avisoverskrifter og tv-udsendelser indikerer, og erhvervslivet kan få voksende betydning, som det netop ses omkring EU, energi og klimaet.
