Voksende kritik i flere lande af regeringernes håndtering af coronakrisen. Aktindsigt i Udenrigsministeriet viser, at regeringen allerede fra januar var detaljeret informeret om de barske og hurtige indgreb i Taiwan mod coronaen. Hvorfor greb Danmark og Europa først ind i midten af marts?
24.11.2020 // Hugo Gaarden
Danmark og de øvrige EU-lande var fra begyndelsen af februar fuldt ud vidende om den hurtige og effektive metode, som Taiwan brugte for at bremse corona-virussen, men intet forebyggende skete i en måned eller to. I Taiwan døde 11 mennesker. I Danmark 784.
Jeg har bedt om aktindsigt i Udenrigsministeriet, og den viser, at den danske regering og samtlige EU-lande tidligt blev informeret om forholdsreglerne i Taiwan mod coronaen. F.eks. var der den 6. februar et fælles EU-møde i Taipei med de taiwanske myndigheder, og allerede den 22. januar skrev den danske repræsentation i Taipei til Udenrigsministeriet om det første bekræftede coronatilfælde i Taiwan.
Aktindsigten viser, at der var en halv snes rapporter fra repræsentationen i februar, og de blev sendt til en halv snes personer i ministeriet. Aktindsigten fylder 45 sider, men utroligt mange informationer er bortluget. F.eks. vil ministeriet ikke sige, hvem informationerne er givet videre til i den danske centraladministration. Blev sundhedsmyndighederne straks informeret? Har bare ét menneske foreslået, at Danmark bør følge Taiwans metode? Det véd vi ikke. Der er lukket af for informationerne.
Den 13. februar nævnes der 18 virustilfælde. De 12 hos personer, der kom fra Wuhan, og fire hos indrejsende fra Italien, hvor virusbølgen endnu ikke var blevet til en katastrofe. Den 25. februar blev der indført rejserestriktioner, herunder for indrejsende fra Italien, med krav om 14 dages karantæne.
Begge informationer om Italien burde have fået klokkerne til at ringe i København. Myndighederne på Taiwan forstod lynende hurtigt, hvad der var på færde. Det forstod den danske repræsentation åbenbart også. Når Taiwan checkede alle indrejsende fra Italien fra den 25. februar, hvorfor gjorde Danmark det så ikke? Da var coronabølgen på vej med dødsfald, og danskere kom tilbage fra skiferie i Tyrol på grænsen til Norditalien. Italien og Ischgl er dog tættere på Danmark end Taiwan. 139 danskere fik smitten med fra Ischgl. Hvem vidste hvad på dette tidspunkt?
Under en nylig debat i tysk fjernsyn blandt journalister var der en hed diskussion om forskellen på de østasiatiske og tyske indgreb mod virussen – om tvang contra frivillighed. Men diskussionen overdøvede nogle fundamentale kendsgerninger. Det er ikke kun det autoritære Kina, der fik bugt med virussen og skabte en økonomisk genopretning. Det gjorde Taiwan også – uden lockdown. Andre demokratiske lande i Østasien, herunder New Zealand, klarede sig langt bedre end Europa og USA. Det er kendsgerninger, vi lukker øjnene for.
I Taiwan, der har 23 millioner indbyggere, er 11 mennesker døde. I Danmark er 784 døde. I Tyskland, der er 3-4 gange så stort set Taiwan, er 14.500 døde. I Italien, der er 2,5 gange så stort, er der 50.000 døde. Sydkorea har haft 509 døde, Japan 1974 døde, New Zealand 5 døde og Kina 4634 døde.
USA har 15 gange så mange indbyggere som Taiwan, men har 24.000 gange så mange døde, nemlig 265.000. Det er flere, end USA mistede i alle krige inden Den anden Verdenskrig, og når Trump forlader Det hvide Hus den 20. januar, vil der være flere døde end under Den anden Verdenskrig. Da Trump har ignoreret pandemien er han ansvarlig for dødsfaldene. Men drages han til ansvar, når Biden har fået magten?
Det er slående, at der endnu ikke har været en konkret debat i noget land om ansvaret for de menneskelige ofre, når pandemien er håndteret så fundamentalt forskelligt – og med nøjagtigt den samme viden om pandemien. I Danmark har der været en intens debat om mink, men ikke om 784 døde eller om håndteringen af krisen.
Taiwan, Sydkorea og Japan greb virussen helt anderledes an end i Vesten, hurtigt og massivt. De har i årevis haft tradition for at bære mundbind i en række situationer, og befolkningerne er mere indtillet på at følge henstillinger eller krav fra myndighederne. Successen i Taiwan skyldes især en god forberedelse i sundhedsvæsenet fra SARS-tiden, men EU's epidemicentrum, ECDC, har siden 2003 forberedt sig på det samme. Alligevel har ECDC ikke reageret som Taiwan!
Taiwans viden og handling har været kendt i Europa fra januar, men ingen forholdsregler er truffet parallelt med Taiwans. En nylig rapport i det medicinske tidsskrift The Lancet viser, at Taiwan og New Zealand har nogle af verdens bedste resultater, og at Taiwan greb hurtigt ind fra slutningen af januar. Taiwan standsede al indrejse fra Kina og gennemførte massive tests og karantæne for de ramte – og altså uden at lukke økonomien ned.
Taiwan brugte avancerede it-løsninger, men analysen konkluderer, at det vigtigste ikke var teknologi med apps, brug af data og overvågning af befolkningen, men derimod brug af mundbind – og at holde afstand og undgå store forsamlinger samt at være ekstrem omhyggelig med indrejse. Det var de menneskelige metoder, der talte.
Der var vilje til at gøre det fornødne hos regeringen og i befolkningen i Taiwan. Der var der ikke fuldt ud i Vesten. I Tyskland har alle i månedsvis skullet skrive kontaktdata på et stykke papir, når de var på en restaurant, café eller kneipe, men papirerne blev ikke kontrolleret, og der er ingen kontrol med folk, der er i karantæne. Derfor blæser mange på reglerne. Derfor kom den anden bølge. En sådan lempfældighed er uhørt i Østasien.
Den økonomiske regning bliver gigantisk, alene med redningspakkerne. Det samlede, globale tab kan blive på svimlende 50.000-75.000 milliarder kr. Den økonomiske værdi falder mellem 6 og 10 pct. Den ekstreme fattigdom kan stige med 100 millioner, anslår Verdensbanken. U-landenes gældsbyrde vil vokse dramatisk, især i Afrika.
De voldsomme forskelle på indgrebene viser, at forskellene skyldes politiske beslutninger og borgernes modvilje. Bliver de ansvarlige stillet til regnskab? I Østasien døde under 10.000. I Europa og USA nærmer vi os en halv million.
Grafer:
