Mens den tyske kansler var i Moskva, begyndte Rusland at trække tropper tilbage. Putin er øjensynlig parat til at fortsætte forhandlingerne, og det skyldes, at Scholz og Macron åbenlyst tager fat på det ømtåleligste problem siden Sovjetunionens fald: Ruslands sikkerhedsinteresser, symboliseret i Ukraine, der kan få en neutral status
15.02.2022 // Af Hugo Gaarden
Det europæiske shuttle-diplomati i Ukraine-krisen begynder at virke. Det udtrykkes næsten demonstrativt fra præsident Vladimir Putin, lige inden kansler Olaf Scholz mødte op til forhandlinger med Putin i Moskva. Rusland sagde, at tropper så småt trækkes tilbage fra Ukraine-regionen – begrundet i afslutningen på planlagte øvelser.
Det skete dagen før den dag, hvor Rusland ifølge USA's sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, formentlig vil invadere Ukraine. Hvis Putin holder sig i skindet i nogle måneder, får USA et drønende nederlag i et langvarigt informations-show med konstante påstande om en truende invasion.
Russerne har været bedre til informationskrigen. Mandag offentliggjorde russerne et tv-klip fra et møde mellem udenrigsminister Sergej Lavrov og Putin, hvor Lavrov sagde, at ”der er en vej fremad” med diplomatiske forhandlinger, lige inden Scholz’s ankomst. Lavrov udtrykte Putins strategi meget kontant: Den langvarige troppeopbygning ved Ukraine ”rystede op” i de vestlige regeringer og skabte en ”villighed til at indgå i seriøse forhandlinger.”
Det demonstrerede Scholz og Macron langt mere konkret end Biden, nemlig ved at tage fat på det ømtåleligste problem siden den fundamentale forandring af Europas sikkerhed med Murens fald, den tyske genforening og Sovjetunionens sammenbrud. Putin kræver, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO, og han vil have NATO til at trække sig en smule tilbage fra de østeuropæiske lande, ligesom han vil være med i udformningen af en ny europæisk sikkerhedsorden.
Macron har sagt, at neutralitet for Ukraine kan være en mulighed, og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har antydet, at Ukraine muligvis kan droppe målet om at blive medlem af NATO. Under et besøg i Kiev mandag bakkede Scholz op bag Ukraine og lovede økonomisk hjælp, men han sagde også, at medlemskab af NATO slet ikke er til diskussion. Det gentog Scholz på et pressemøde efter mødet med Putin. Han sagde, at måske kan man finde en formulering, så ingen opgiver sine principper. Der er altså en bevægelse på vej. Det er ikke just dét, NATO og USA har sagt. Desuden betragter Scholz og Macron en ny Minsk-aftale som afgørende for en samlet løsning, men da den formentlig vil føre til en forfatningsændring i Ukraine med autonomi for Donbas, så fører det til en særordning for Ukraine, især hvis Rusland får indflydelse på Ukraine, hvad utvivlsomt er et krav fra Putin. Men den tyske og franske imødekommenhed vil møde modstand i Østeuropa og måske i USA.
Det bemærkelsesværdige ved Scholz’s lange møde med Putin var, at de talte meget om tysk-russiske økonomiske og energipolitiske interesser, selv om alle sikkerhedsinteresser også blev drøftet. Det understreger, at Putin næppe har noget ønske om en invasion i Ukraine. Men Scholz har tilsyneladende også brugt økonomien som løftestang for at skabe et alternativ til en konflikt med sanktioner, der vil ramme Europa hårdt, især Tyskland. Det er i så fald helt i tråd med Scholz’s tænkning. Han véd, han skal give noget til Putin.
Men det var barokt at høre Putin på pressemødet fortælle i detaljer om gaseksport til Tyskland, når mødet dybest set handlede om krig og fred. Det viser også, at Putin betragter Tyskland som en andenrangs sikkerhedspolitisk partner. Det er en klar skelnen til USA.
Diplomatiet har fået en chance, men kommer der ikke fremskridt over for Putins krav, kan man ikke udelukke nye militære aktioner. De baltiske lande advarede for få dage siden om, at Rusland permanent kan placere militærstyrker og atomvåben i Hviderusland – lige op ad Letland, Litauen og Polen og med kun 60 km til den russiske enklave Kaliningrad.
Det vil i så fald være en kilde til konstant uro i Europa. Det kan føre til krav om permanente NATO-styrker i de pågældende NATO-medlemmer. Da Putin har kritiseret de vestlige våbenleverancer til Ukraine, kan det ikke udelukkes, at han vil ødelægge dem, som når Israel angriber iranske våben i Syrien.
Scholz er blevet kritiseret for at være vattet over for Putin. Han fører en mere afdæmpet kurs, formentlig i en erkendelse af, at Tyskland og Frankrig siden årene omkring 1990 har haft en fundamentalt anden holdning til Rusland end USA. Scholz og Macron er enig med Biden og alle NATO-lande om, at Rusland skal mærke det, hvis Rusland invaderer Ukraine, men begge véd også, at det er nødvendigt at revidere den udvikling, der har været siden 1990. De udtrykker enighed med USA, men det dækker over en dyb uenighed.
Efter Murens fald i 1989 blev der indledt en proces, som netop tog sigte på at tage hensyn til Sovjetunionen (siden hen Rusland), der trak sig tilbage fra Europa, og fordi verden befandt sig i en ekstrem vanskelig situation med enorme konsekvenser. Vesten ønskede også at inddrage Sovjetunionen i det vestlige samarbejde, evt. også som medlem af NATO.
Dengang var USA og de store europæiske lande enige, men USA blæste efterhånden på Rusland - dybest også på Tyskland og Frankrig, der begge var imod en udvidelse af NATO mod øst.
Når USA hævder, at der ikke har været en aftale om, at NATO ikke måtte udvides østpå, så er det korrekt. Men der var under de hektiske forhandlinger i årene omkring 1990 talrige mundtlige tilkendegivelse fra amerikansk side af, at NATO ikke skulle udvides. Det viser dokumenter fra ambassader og regeringer i Øst og Vest. De blev offentliggjort i 2017 fra det amerikanske nationalarkiv. Ud fra dokumenterne ligger det klart, at der ikke var en skriftlig og bindende aftale med Sovjetunionen om, at NATO ikke må udvides. Men der var talrige løfter om det, siger professor Joshua Shifrinson, der citerer fra 30 dokumenter, og som siger, at ”Vesten brød løfterne til Moskva.”
Det er dét, Putin har kritiseret i årevis, f.eks. på München Sikkerhedskonferencen i 2007, og efter at Ukraine i årene op til 2014 forsøgte at blive medlem af EU og NATO. Da det endte med Maidan-revolutionen, annekterede han Krim og støttede russere i Donbas-regionen, hvor 14.000 er blevet dræbt under borgerkrig. Putin frygter, at et Ukraine i NATO vil tilbage-erobre Krim.
Putin er en dygtig og kølig operatør, men også brutal og løgnagtig, som den tidligere tyske kansler Angela Merkel har givet udtryk for - bag lukkede døre. Men han vil have dét, som USA lovede i årene omkring 1990.
En amerikansk ekspert i forhandlingerne fra dengang, professor M.E.Sarotte, udgiver snart en bog om forhandlingerne. De var de mest afgørende i Europa i efterkrigstiden, fordi de skulle sikre sovjetisk tilbagetrækning fra Europa, tysk genforening og en fremtidig sikkerhedsstruktur.
På et Malta-topmøde i december 1989 mellem Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, sagde Bush, at USA ikke vil udnytte revolutionerne i Østeuropa til at skade Sovjetunionens interesser.
Den tyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, sagde i januar 1990, at Moskva ikke ville acceptere en tysk genforening, hvis NATO udvides øst for Jerntæppet. Russerne må have garantier for, at det ikke sker, sagde han og nævnte, at Polen ikke kan slutte sig til NATO, hvis landet forlader Warszawapagten, der stadig eksisterede.
Genscher sagde under en tale i Tutzing i Bayern den 31. januar 1990, at Sovjetunionen fandt enhver NATO-udvidelse meget truende, og at den tyske genforening ikke må skade Sovjetunionens sikkerhedsinteresser. Derfor bør NATO udelukke en ekspansion mod øst. Den tyske NATO-generalsekretær, Manfred Wörner, tilsluttede sig den opfattelse. Det samme gjorde den britiske Jernlady, Margaret Thatcher. ”Vi må give Sovjetunionen tillid til, at deres sikkerhed er garanteret. Den europæiske sikkerhedskonference, CSCE, kan være en paraply, hvor vi kan trække Sovjetunionen ind i diskussionen om Europas fremtid,” sagde hun. En NATO-erklæring fra juli 1990 bakker også op om den linje, også for at give Gorbatjov støtte over for modstandere i det sovjetiske kommunistparti.
NATO måtte altså give sikkerhedsgarantier. ”Men hvor er garantierne?” spurgte Putin i München i 2007. Sovjetunionen fik dem ikke.
Men i årene 1990 og 1991 blev der givet talrige forsikringer, f.eks. fra den amerikanske udenrigsminister, James Baker, der blev berømt for en sætning med ordene ”What if…?”
”Hvad nu, hvis Gorbatjov accepterer tysk genforening, og hvis Washington går med til ikke at lade NATO bevæge sig én centimer (one inch) østpå?” Det udtrykte han hele tre gange over for sin sovjetiske kollega, Eduard Shevardnadze. Det blev derfor opfattelsen i Moskva, at NATO ikke ville bevæge sig østpå. Moskva så alle forhandlinger og aftaler som en helhedsløsning, og det er netop dét, som Putin taler om i dag. Han vil have garantier mod NATO-ekspansion. Han vil have udelelig sikkerhed, så f.eks. en alliances sikkerhed ikke sker på bekostning af et enkelt land (Rusland), og han vil deltage i en europæisk sikkerhedsorden – alt det, man talte om for 30 år siden.
Men Bakers formulering blev pure afvist i Det hvide Hus, og det orienterede han NATO-rådet om i Bruxelles. Bush ville udvide NATO til Østeuropa, og efterfølgeren Bill Clinton, virkeliggjorde det i 1994 trods voldsom modstand fra den sovjetiske præsident, Boris Jeltsin. Clinton ville udvide NATO for at få stemmer fra republikanske NATO-tilhængere ved det forestående valg, og Jeltsin undlod fortsatte protester i håb om amerikansk støtte i sin egen valgkamp.
I virkeligheden blev tyskernes ønsker og russernes opfattelse hængende i luften, formentlig fordi det var en særdeles anspændt og usikker periode: Sovjetunionen var ved at bryde sammen. Ville russerne fredeligt trække sig tilbage? Tyskland håbede på en genforening og håbede på friheden til at vælge allianceforhold. Kansler Helmut Kohl var til det sidste i tvivl om, hvorvidt alt ville lykkes. Europa ønskede stabilitet efter Jerntæppet. Østeuropa længtes efter frihed. Derfor var der en tendens til at leve på håbet. Skriftlige aftaler blev ignoreret.
Derfor taler russerne om ”ånden” i traktaten om den tyske genforening og krigens afslutning. Clintons forsvarsminister, William Perry, var imod den udvikling og truede med at trække sig tilbage på grund af bruddet på ”ånden”. Den amerikanske chef for CIA i en periode i 80’erne, den senere forsvarsminister Robert Gates, kritiserede, at NATO blev skubbet østpå, når Gorbatjov ”blev forledt til at tro på”, at det ikke ville ske.
Øst og Vest indgik dog en række aftaler fra 1990 om sikkerhedspolitisk samarbejde, og USA var under Bush parat til at gøre DDR til et atomfrit område. Putin, der kom til magten i 2000, brød nogle af aftalerne, men han hjalp også USA, f.eks. efter terrorangrebet 9/12 og i Syrien, og han så, hvordan USA med en løgn samlede NATO-landene til en krig mod Irak i 2003, og hvor Tyskland og Frankrig meldte pas. Han blev en kyniker. Derfor tror han kun på magtens sprog. Det er vel at mærke samme sprog, som Bush og Clinton brugte over for et Rusland, der dengang lå på knæ.
I begyndelsen af processen var USA også parat til at acceptere restriktioner, f.eks. at undlade at stationere troppestyrker permanent i de tidligere sovjetrepublikker. Mange forhandlere og eksperter talte om den skandinaviske model for Østeuropa: Norge og Danmark vil ikke have atomvåben eller udenlandske tropper stationeret. Dér har Danmark så ændret opfattelse i dag, hvad amerikanske tropper angår. Det skete på amerikansk initiativ for et år siden.
Det viser, at USA lang tid før den aktuelle krise har haft et ønske om at styrke NATO, måske også for at ruste sig – med hjælp fra allierede – over for Kina. Det rejser spørgsmålet, om Ukraine-krisen for USA også er en generalprøve på en senere konfrontation med Kina omkring Taiwan. Hvis USA ikke kan hindre Rusland og Kina i at bevare grebet om henholdsvis Ukraine og Taiwan, glider den globale magt af USA's hænder.
Det interessante ved Scholz’s og Macrons shuttle-diplomati er, at de kommer med praktiske forslag og tænker i en lang proces. Især tyskerne kommer også med tilbud til Rusland og Ukraine, og det bliver afgørende at give en massiv økonomisk bistand til Ukraine og knytte landet tættere til EU. Dertil kommer amerikanske udspil om våbenkontrol og NATO-forslag om styrkeopstillinger i Europa.
Hvis forhandlingerne bryder sammen og sanktionerne tager over, vil det ikke bare ramme Europa hårdt, men Rusland vil koble sig mere på Kina. Så bliver det magtkamp med opstilling af militære styrker ved en ny Øst-Vest grænse. Så vil vi få en økonomisk og teknologisk krig, hvis omkostninger kan blive ødelæggende. Og Ukraine vil komme under russisk kontrol, selv uden en invasion, og NATOs fremrykning bliver definitivt brudt.
Da Europas skæbne var dødelig alvor i 80’erne og 90’erne, talte alle om tillid – nemlig tillidsskabende foranstaltninger. Hvis tre årtiers forhåbninger bliver blæst af banen, bliver den gamle to-deling af verden genindført, men på globalt plan.
Under Den kolde Krig var hårdhed og blødhed - militær afskrækkelse og forhandling – kernen i Vestens linje over for Sovjetunion, udtrykt i Harmel-rapporten. Dengang havde Europa økonomisk samkvem med Sovjetunionen, og det bidrog til østeuropæernes frihed. Det er, som om Europa har glemt det, og USA ignorerer det. Men europæerne kan skabe tillid og tilmed få gas fra Rusland. Det er sket før. Men det kræver, at begge parter ”danser tango”, som det skete med raketopstillinger og nedrustning.
Europa behøver ikke sidde klemt mellem to stridende stormagter, især ikke, når en langt vigtigere global styrkeprøve er under udvikling. Det seneste shuttle-diplomati og en begyndende troppetilbagetrækning fra Ukraine kan blive et skridt på vejen til en endelig afslutning af krigen og koldkrigen, og som kan give krigsramte kontinent en ny rolle i verden.
