Industrilandene tager et historisk skridt ved at lave en ensartet minimums-skat på de største, internationale virksomheder, og gradvist kommer der klima-skatter, der rammer forbrugerne. Desuden skal prisen for corona-hjælpen betales. Giver det politisk bagslag?
07.06.2021 // Af Hugo Gaarden
Der er optimisme overalt i industrilandene, fordi økonomien i denne tid åbnes op i et rivende tempo, og fordi ferien står for døren med åbne grænser – i det mindste i Europa. Samtidig vil vælgerne også glæde sig over de store industrilandes beslutning om at beskatte de største globale selskaber med en minimums-skat. Men når borgerne vender tilbage fra ferierusen, kommer der en overraskelse.
Under pandemien har der ikke været fokus på de voldsomme udfordringer og forandringer, der er på vej i den globale økonomi og den regning, som skal betales for kampen mod pandemien og forværringer af klimaet.
G-7 landenes finansministre traf i weekenden en principbeslutning om en minimumsskat på de største globale selskaber, især teknologiselskaber som Facebook, Google og Amazon. Beslutningen skal bekræftes på et topmøde den kommende weekend i England.
Beslutningen er historisk, for der har aldrig før været en global minimumsskat, og den skal udvides til alle store lande på et G-20 topmøde i Venedig i juli. Den skal sikre, at de globale selskaber ikke unddrager sig alt for meget skat ved at bruge skattely, og at en del af overskuddet skal betales i de lande, hvor indtjeninger sker. I dag betaler virksomheder kun skat i det land, de juridisk hører til.
USA og Europa har været uenige om projektet, der har været undervejs i otte år. Men nu ser det ud til, at beskatningen skal omfatte de 100 største globale selskaber, og at de skal betale en minimumsskat på 15 pct. Præsident Joe Biden havde tidligere foreslået 21 pct., men det vækker protest i Kongressen. Europæerne ønsker en højere skattesats.
Undersøgelser anslår, at amerikanske multinationale selskaber betaler 240 milliarder dollar for lidt i skat til USA, og en global beskatning kan udligne tabet og måske give en endnu større gevinst. EU vurderer, at EU-landene mister 50-70 milliarder euro på grund af skatteunddragelser, og OECD anslår, at G7-udspillet vil give staterne en ekstra-skat på 50-80 milliarder dollar.
Men skattely-landene er ikke taget i ed, og der er langt igen, før alle globale selskaber skal acceptere en minimumsskat.
At det har været muligt at få en aftale, skyldes bl.a. EU’s bestræbelser for at få internetselskaberne til at betale en digital skat i Europa, men det måske mest afgørende er, at internetselskaberne har tjent enormt på coronakrisen, mens lavtlønnede i ”corona-fronten” har levet med risikoen og er blevet spist af med nul ekstra indtjening. Amazon havde et overskud på 21 milliarder dollar sidste år (130 milliarder kr., næsten lige så meget som det samlede overskud i de 25 største danske børsselskaber, C25). Ikke én eneste dollar af overskuddet havnede i Europa, hvor boghandlere og andre butikker lukkede ned i perioder.
Mens USA og Europa havnede i den største økonomiske krise siden Depressionen for næsten 100 år siden, så var der fest på børserne. Aktiemarkederne blev mere værd end ved pandemiens start. De globale dollar-milliardærers formue steg med 5000 milliarder dollar sidste år til 13.000 milliarder.
En global skat ligger altså langt under 10 pct. af milliardærernes kursgevinst. Det har fået mange økonomer og selv finansfolk til at kritisere centralbankerne for at sænke renten for kraftigt eller for hurtigt til nul eller negativ for at skaffe billige penge til virksomheder, forbrugere samt til regeringer, så de kunne et sammenbrud som under finanskrisen. Det førte samtidig til voldsomme stigninger på aktie- og boligmarkedet. Det er den fundamentale årsag til problemerne og milliardær-boomet, mener selv Morgan Stanleys chefstrateg, Ruchir Sharma.
En af direktørerne i Nationalbanken, Per Callesen, har længe anbefalet at gribe ind over for boligpriserne f.eks. ved at fjerne afdragsfrie lån eller rentefradraget. Men Nationalbanken taler for vælgeres og politikeres døve øren.
Det er altså politiske beslutninger, der ligger bag en mangeårig udvikling, som har givet ejere af faste værdier enorme samfundsskabte indtjeninger, som stort set ikke beskattes, mens de fleste har stået i stampe. Den enorme ulighed er blevet værre. Hvor længe finder folk sig i det?
At det kan ende i politiske slagsmål, ses allerede på klima-området. Alle ønsker en grøn økonomi, men hidtil har politikerne ikke talt om prisen. Tyskland har nærmest i stilhed vedtaget en CO2-afgift på 25 euro pr. ton CO2-udledning. Det skal virksomhederne betale. Først nu opdager forbrugerne, at de skal betale. I Tyskland bliver der en ekstraregning for f.eks. benzin og fyringsolie på 3300 kr. om året pr. familie.
For et par år siden var protestbevægelsen De gule Veste ved at drive præsident Emmanuel Macron, fra magten, fordi han ville øge brændstofpriserne. Nu ulmer det i Tyskland med voksende modstand mod dyrere energi og konstant stigende boligudgifter. Godt halvdelen af tyskerne bor til leje, og nu kan de se frem til ekstra udgifter til energiforbedringer. Indtil nu har klimaet været det mest populære politiske emne og årsagen til De Grønnes fremgang. Men valget i september vil vise, om holdningen til klimaet ændres, når regningen skal betales.
Det er nøjagtigt samme spørgsmål, der vil dukke op i de kommende år, når regningen for staternes enorme støtte for at afværge pandemien skal betales. Præsident Joe Biden har lovet, at familier med en indtjening på under 2,5 millioner kr. ikke skal betale mere i skat for at betale corona-pakkerne. Dén tror økonomer ikke på. Selv ikke en hård virksomheds- og formuebeskatning kan dække det hele.
Regeringer og centralbanker har hen over hovedet på befolkningerne håndteret pandemi-indgrebene, og intet parlament har truffet beslutning om regningens betaling. Når regningen rammer bredt, mens de enorme politisk skabte gevinster er havnet hos et mindretal, kan vi stå over for massive krav om omfordeling af formuerne i både Europa og USA. Så bliver G-7 beslutningen om beskatning af de globale selskaber til peanuts. Selv store amerikanske selskaber som bankerne på Wall Street er bange for konsekvensen af den økonomiske skævvridning.
Bình luận