Omicron-variationen har ført til standsning af al flytrafik til og fra det sydlige Afrika, og den fjerde coronabølge i Europa rejser nu krav om tvangs-vaccinationer. Det demonstrerer, at de politiske ledere totalt har mistet grebet om håndteringen af pandemien – i forhold til Østasien. Svækker det demokratiet, eller ser vi en politisk genrejsning som i Italien og måske Tyskland?
29.11.2021 // Hugo Gaarden
Som journalist, der har fulgt coronakrisen intenst, har jeg forståelse for, at tyske virologer næsten har opgivet at sige deres mening om bekæmpelsen af pandemien. De er konsekvent blevet ignoreret af politikere og medierne. Fra sidste sommer har de advaret om en fjerde bølge denne vinter, hvis ikke vaccinationerne optrappes til 80 pct. af befolkningen. Nu står vi midt i tragedien med krav om skærpede indgreb, og så kommer varianten Omicron, som skaber fornyet frygt, selv om vi ikke kender nok til virussen.
Det land i Europa, der er værst ramt lige nu, er Tyskland. Nu har alle de store lande i EU hver især mere end 100.000 døde. Først nu begynder politikerne i Tyskland for alvor at tage affære – nogle steder med lockdowns og ved at drøfte tvangs-vaccinationer af de 30 pct. af borgerne, der stritter imod. For en måned side var flertallet imod tvangs-vaccinationer. Nu går 70 pct. ind for det.
Bladet Stern hører til de få, der erkender, at de tog fejl og ignorerede virologernes advarsler og kernen i en virus: At den skal slås ned, også når udbredelsen er beskeden. Nu beskriver bladet pandemi-håndteringen som et stats-svigt.
Alle synes at glemme, at eksperter fra starten advarede, nemlig i januar og februar 2020, og at regeringerne i både USA og Europa lukkede øjne og ører. Den daværende præsident Donald Trump gav smitten fri indrejse ved at lade 40.000 ikke-kinesere flyve til USA, mens han indførte et indrejseforbud mod kinesere – som om virussen skelner mellem racer. Europæerne lod skiturister fra Alperne tage hjem og skabe smitte-kolonier i storbyerne. Regeringerne greb ikke brutalt ind med kontrol og isolation af alle smitteramte eller -truede.
Nu forsøger stribevis af lande at standse spredningen af Omicron med flyforbud, og Sydafrika kan med en vis berettigelse kritiseret beslutningen, hvor de stærke straffer de svage. De rige lande har ikke villet hjælpe Afrika med vaccinationer i nævneværdigt omfang. Den hurtige fly-standsning står i skærende kontrast til, at der ikke har været et gennemgribende tjek på de rejsende. 61 af 600 rejsende, der kom til Amsterdam med fly fra Sydafrika, var coronasmittede, og de 13 med Omicon-varianten. At det kan forekomme viser en håbløs coronakontrol og en politisk ledelse, som ikke har tjek på virusbekæmpelsen.
Rejseforbud kan være nødvendigt, men virologer advarer mod at overvurdere betydningen af flyforbud. Det afgørende er, at der er kontrol med alle, og at der sker isolation af smittede og risikogrupper. Det er kernen i Kina og Fjernøsten, hvor 30.000 er døde af corona (55.000 hvis Vietnam medregnes). Det er kun 3 pct. af dødstallet på en million i Europa. New Zealand har haft totalt flyforbud og har kun haft 43 dødsfald. Kina har etableret byer med tusinder af lejligheder til karantæneramte rejsende. Blot et enkelt smittetilfælde fører til jagt på hundreder og tusinder af mennesker, der har været i berøring med vedkommende – via apps. I Kina hersker nul-tolerancen.
Den holdning kommer så småt i Tyskland, hvor enkelte politikere siger, at det er urimeligt, at et mindretal (vaccinations-modstanderne) skal diktere tilværelsen for flertallet. Dermed lægger de for første gang op til en åben debat om hidtil ømtålelige spørgsmål: Skal vaccinationsmodstanderne isoleres i deres hjem og få mad udbragt, som i Kina? Er en hjemlig lockdown ikke mere fair end en national lockdown, der også rammer uskyldige? Hvorfor bruges apotekere, dyrlæger og tandlæger ikke på en vaccinationskampagne? Hvorfor giver hospitalerne plads til coronaramte patienter, der ikke vil vaccineres, når det hindrer livsvigtige operationer for andre?
For nylig har 12 førende tyske virologer med tilknytning til Leopoldina-akademiet anbefalet en øjeblikkelig indsats med massevaccinationer, tvangsvaccinationer og massiv kontaktbegrænsning.
Det er hovedrystende, at skærpede indgreb ikke er gennemført for lang tid siden, når vi ser effekten andre steder i verden. Mange så med afsky på den brutale lockdown i Wuhan, hvor der blev bragt mad ud til de, der var indespærret i deres boliger for at begrænse risikoen. Kineserne isolerede hotspots og ikke hele landet. Nu begynder de metoder at vække interesse i Europa. Men den sene erkendelse har kostet en million mennesker livet.
Havde Danmark håndteret pandemien lige så effektivt som Taiwan, skulle Danmark statistisk have haft 200 døde og ikke 2800. Vi fører sagsanlæg om ihjelslåede mink, men ikke om 2600 unødvendige dødsofre. En af Asiens førende udenrigspolitiske tænkere, Kishore Mahbubana, Singapore, betragter Vestens håndtering af pandemien som mangel på regeringskompetence og som udtryk for, at en større kompetence i Østasien vil forme en ny verdensorden.
Den udtalelse bør alle politikere have i baghovedet, når vi også vurderer den katastrofale indsats i Afghanistan, og når vi vurderer andre konflikter, klimakrisen og den økonomiske nedtur efter pandemien.
Men måske er politikerne ved at lære lektien. Italien har grebet bedre ind den seneste tid under Mario Draghis ledelse, og en tilsvarende udvikling ses i Spanien. Begge lande hører til de hårdest ramte sidste år. Den nye tre-partiregering i Tyskland vil formentlig gribe kraftigt ind allerede inden indsættelsen i næste uge, for ellers får den en ualmindelig svær start, og den vil få svært ved at indtage en førerrolle i klima-kampen.
Den har fået hjælp til massive indgreb af forfatningsdomstolen i Karlsruhe, der tirsdag morgen fastslog, at hverken landsdækkende lockdowns og andre begrænsninger strider mod forfatningen og den personlige frihed, når det tager sigte på at sikre hele befolkningens sundhed.
Præsident Joe Biden har netop sagt, at de aktuelle flyforbud skal købe tid. Det er en god pointe. En hård coronavinter kan ikke undgås, men det drejer sig om én gang for alle at få et stort flertal vaccineret og at få lavet en pandemibekæmpelse, der isolere risiciene, og som sikrer et normalt liv for langt de fleste. Det kræver en konsekvent og til tider brutal politik – nærmende sig nul-tolerance.
Der kan være lys for enden af tunnelen. De kommende politiske ledelser bliver måske kompetente.
