• Fremtidsforskning BLOGGER

Trussel om invasion i Ukraine er politisk spil

Sandsynligheden for en russisk overtagelse af Ukraine er meget beskeden, men den russiske sabelraslen tager sigte på at hindre NATO i at rykke længere mod øst. Det er en russisk-amerikansk strid, som EU og den nye tyske regering bør afmontere ved en europæisk løsning.

06.12.2021 // Af Hugo Gaarden

Præsident Vladimir Putin forstår at få de vestlige lande og medierne til at danse rundt om sin lillefinger, som det er sket den seneste tid ved spekulationerne om, hvorvidt han vil invadere Ukraine. Men sandsynligheden for en invasion er meget beskeden. Derimod kan Putin skabe årelang frygt, der kan bidrage til den handlingslammelse, som har ramt EU gennem flere år. Handlingslammelsen kan blive kronisk, hvis ikke EU og Tyskland én gang for alle får en afklaring på østfronten – bogstavelig talt.

Rusland har opstillet 110.000 soldater ved Ukraines østgrænse. USA tror, at Rusland ”kunne” planlægge en invasion i 2022 med 175.000 soldater, og Ukraine hævder at have bevis for, at Rusland planlægger et kupforsøg. Putin svarer igen ved at advare Vesten mod at overskride en ”rød linje”, f.eks. ved fortsatte våbenleverancer til Ukraine og ved at tage skridt til at optage Ukraine som medlem af NATO.

USA har de seneste uger forsøgt at overbevise europæerne om, at en invasion står for døren, men bevisførelsen synes beskeden, og tror europæerne på efterretningsvæsenets vurderinger efter forløbet med Irak- og Afghanistan-krigene?

Vil Putin virkelig føre en vinterkrig på de enorme stepper i et Ukraine, hvor halvdelen af befolkningen støtter NATO, og hvor partisaner under Den anden Verdenskrig gav nazisterne voldsomt modspil? En krig om et økonomisk hul i jorden vil blive en dræbende økonomisk byrde for Rusland.

Men én ting er sikkert: Putin vil presse Ukraine til at holde sig fra NATO – af historiske og geopolitiske grunde. Han vil være på øjenhøjde med USA. Omvendt vil USA vise, at det alene og sammen med NATO kan sikre mindre stater mod autoritære styrer. Det er også et signal til Kina omkring Taiwan. Hvis USA erklærer sig neutral over for Ukraine, kan det tolkes som neutralitet over for Taiwan.

Men tilbage står, at Ukraine og Østgrænsen er et betændt problem for Europa. Det forstærkes af flygtningedramaet ved grænsen mellem Hviderusland og Polen og af gasleverancer til Europa, f.eks. via Nord Stream 2 til Tyskland.

Hvis et møde mellem Putin og præsident Joe Biden i morgen, tirsdag, ikke fører til en nedtrapning, kan situationen let blive skærpet voldsomt for Europa. Stikordet hedder hypersoniske atomraketter, som er Putins yndlingsvåben.

Hvis USA og NATO styrker Ukraines militære infrastruktur yderligere, kan Putin påstå, at det åbner op for amerikanske hypersoniske raketter i Ukraine, og at de kan nå Moskva på fem minutter. Han har sagt, at han ikke kan acceptere hypersoniske atomvåben så tæt ved Rusland.

Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, har givet Rusland lov til at opstille atomvåben i Hviderusland, f.eks. hvis de eksisterende amerikanske atomvåben i Tyskland flyttes til Polen. Putin har derfor mulighed for at opstille hypersoniske raketter i den vestlige del af Hviderusland, f.eks. ved Brest – hvorfra de på fem minutter kan nå – Berlin!

En sådan udvikling vil det med sikkerhed skabe en ny atomvåbenfrygt i Europa, især i Tyskland. Den ulmer allerede, nemlig med debat om, hvorvidt de amerikanske atomvåben i landet skal blive dér. Desuden skal Tyskland tage stilling til en fornyelse af sine jagerfly. Skal de være amerikanske eller europæiske? Skal de kunne bestykkes med atomvåben? De spørgsmål får afgørende betydning for, om Europa udvikler sin egen forsvars- og sikkerhedspolitik. Europa har ladet sig fange i et geopolitisk spil.

Derfor har invasions-frygten fundamental betydning for Europa, og europæerne kommer ikke ud af stedet, hvis de ikke river affæren ud af stormagternes hænder og finder en løsning for østfronten på to hovedområder:

1 - Den aktuelle flygtningekrise kan ikke løses på grænsen ved Polen. Den skal løses i de lande i Mellemøsten, flygtningene kommer fra, f.eks. med lokale bosættelser i nabolande, men også ved et stærkere engagement i Mellemøsten generelt.

2 - EU må tage stilling til en helhedsløsning for Ukraine-affæren, f.eks. med en ny Minsk-aftale. Europæerne må tage stilling til både Ukraines og Krims fremtidige status, dvs. om der kan findes en balance mellem Ruslands og Europas interesser. Tør europæerne f.eks. lave nye realiteter østpå med en vis neutralitet i Ukraine og samtidig sætte grænser for Ruslands magtudøvelse?

Formanden for det danske udenrigspolitiske nævn, Martin Lidegaard, skrev for nylig i Altinget, at det er i Danmarks interesse, at Europa bliver stærkere og får en ”strategisk funderet europæisk sikkerhedspolitik”, og at ”Tyskland tager lederskabet, da kun Tyskland kan løfte opgaven.”

Det er en uhyre interessant udmelding fra en tidligere udenrigsminister. Næppe nogen dansk politiker har udtrykt sig så klar over for et tysk lederskab i EU, men det skyldes utvivlsomt de nye toner fra den nye tyske regering mellem socialdemokraterne, De Grønne og de liberale.

Det blot uklart, hvordan Tyskland stiller sig til f.eks. Ukraine-affæren. Men den nye kansler, Olaf Scholz, har på flere områder vist, at han ønsker fleksibilitet og handlekraft, og at han vil centrere mere magt i Kanzleramt. Det kan føre til en udenrigs- og sikkerhedspolitik, der giver plads til større imødekommenhed over for modparten, men også med mere håndkantslag - under indtryk af, at Europa skal optræde mere selvstændigt.

Det er utvivlsomt forudsætningen for, at fastlåste fronter kan blive opløst eller opblødt, så Europa kan blive en stærkere aktør.

Hvis EU og Tyskland ikke får ro på østfronten, vil det belaste de indre forhold i EU og spænde ben for en stærkere suverænitet og en stærkere international optræden.

Men det kræver til gengæld en mere konkrete skridt end i de seneste mange år og med mere konkrete udspil end dét, Lidegaard er kommet med. Fra hele EU.


1 view0 comments