• Fremtidsforskning BLOGGER

”Ulven-kommer”-diplomatiet kan give frygteligt tilbageslag

Det hårdkogte spil om Ukraine bryder fundamentalt med tidligere konflikt-håndteringer, og det kan få konsekvenser for især europæernes tiltro til demokratiet. Problemet er, at Europa og USA ikke forbereder sig på en årelang konflikt, der kan ende med en ny kold krig, værre end den første

21.2.2022 // Af Hugo Gården

Den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, satte Vesten i en pinlig situation på sikkerhedskonferencen i München i weekenden, da han sagde, at Vesten ikke vil forsvare Ukraine med våbenmagt, og at den europæiske sikkerhedsorden er brudt sammen. Kommer der en invasion, er Ukraine færdig, og så hjælper sanktioner intet.

Dermed viste han, at det amerikanske ”ulven-kommer”-diplomati ikke gavner, men skader Ukraine. Det har været præsident Joe Bidens strategi i to måneder at advare om en umiddelbart forestående russisk invasion og at bebude smertelige økonomiske sanktioner. De europæiske allierede har bakket op, men mange er skeptiske, fordi USA har talt om konkrete dage for en invasion. Biden sagde i sidste uge, at invasionen vil komme i denne.

Hvad er hensigten med konstant at slå på krigstrommerne? De amerikanske og russiske udenrigsministre skal mødes i denne uge, og Biden har udtrykt villighed til at mødes med præsident Vladimir Putin endnu engang, og i mellemtiden er der telefonkontakt mellem de franske og tyske regeringschefer og Putin.

Det er en informations-krig, vi står i. Udenrigsminister Antony Blinken har mange gange talt om den russiske drejebog, f.eks. med falske påstande som begrundelse for et angreb. USA har hævet, at agenter har lyttet til telefonsamtaler mellem russiske officerer, som viser, at angrebet kommer nu. Men hvordan kan USA have adgang til telefonsamtaler i et system, der er gennemkontrolleret og topstyret? Putin er besat af sikkerhed, og han er ekspert i at bruge cybervåben i udlandet. Er det ikke snarere Putin, der sørger for, at der er åbne telefonkanaler, som nogle personer bevidst bruger for at give amerikanerne falske informationer for derved at udstille amerikanerne?

Man skal langt ud på landet for at få folk til at tro på, at USA gennem to måneder har haft adgang til fortrolige oplysninger i magtens centrum i Rusland – uden at Putin kan få stoppet en eventuel læk. Det er langt mere sandsynligt, at USA er taget ved næsen af den russiske specialitet, maskirovka, som er brugt i århundreder, og som handler om politisk og militær vildledning.

Eller er det USA, der har en interesse i at puste til ilden for at få europæisk opbakning? Selvfølgelig kan ingen udelukke en invasion, men ifølge alle med kendskab til Rusland vil det være militært og økonomisk selvmord, og ukrainerne er trods alt et broderfolk med millioner af ukrainere og russere, der har familieforbindelser.

Derfor er spørgsmålet, hvorfor USA fører et åbent informationsdiplomati via pressen, og som kan ende som en boomerang, når invasionen ikke kommer. USA og dets efterretningsvæsen mistede tillid ved løgnehistorien om irakiske masseødelæggelsesvåben som begrundelse for at gå i krig mod Irak i 2003. Informationskrigen kan give et frygteligt tilbageslag, der også kan påvirke europæernes holdning til deres egne ledere og demokratiet. Hvem skal borgerne og medierne tro på?

Én ting er, at Putin fører en uhørt pression mod Ukraine, men han bruger magtpolitik, som altid har været normen – også da USA og NATO førte 20 års krig i Mellemøsten. Men USA tør blot ikke bruge våben over for atommagten Rusland.

Men det aktuelle amerikanske diplomati strider fuldstændig mod det professionelle diplomati, som USA brugte for at få fred i Vietnam og fred mellem Israel og Egypten omkring Yom Kippur-krigen. I begge tilfælde var Henry Kissinger aktøren, og han brugte magt og diplomati i en klassisk blanding, til tider med uhørt brutalitet som med bombninger i Vietnam.

Putin bruger selvfølgelig magtdemonstration, når han vil ændre eller påvirke NATOs strategi fra de seneste 30 år. Alt andet har vist sig nyttesløst. Han er med sikkerhed parat til at besætte Østukraine, hvis han finder det nødvendigt for at få forhandlinger, der dels kan sikre, at Ukraine bliver neutralt, dels sikre Rusland plads i en europæisk sikkerhedsorden, hvor USA skal reducere sin militære tilstedeværelse i Østeuropa. Da USA og NATO ikke giver sig foreløbig, kan vi vente talrige russiske nålestiksoperationer, der måske fører til sanktioner, men hvor Putin får en test på Vestens handlekraft. Det er en situation, der kan vare måneder og år, og som også kan give europæerne store problemer, f.eks. med stigende energipriser.

Ved at holde militærmanøvrer i Hviderusland, kombineret med afprøvning af raketter, der kan bære atomvåben, har Putin givet et signal om en optrappet oprustning med atomvåben ved grænsen til Polen og de baltiske lande, som frygter, at Rusland vil erobre en landstrækning fra Litauen til Kaliningrad. Vil NATO i så fald forsvare de baltiske lande, eller lave et Berlin-agtigt kompromis? Det er særdeles dystre perspektiver for Europa.

Derfor er Frankrig og Tyskland stærkt engageret i at få en ny Minsk-aftale, der skal give ukrainsk neutralitet, selv om landene er forsigtige med at sige det, fordi ukrainerne ikke bryder sig om neutralitet. Det problematiske i ulve-diplomatiet er, at så snart europæerne melder om en vis bevægelse omkring Minsk, kommer USA på banen med nye advarsler om invasion. Det virker, som om USA ikke vil have europæerne til alene sammen med Rusland og Ukraine at finde en løsning omkring Ukraine.

Men Europa har tre neutrale lande, og i Europas nyere historie er landkort blevet ændret utallige gange, og omstridte områder er blevet delt, som det er sket i Sønderjylland og Nordirland. Derfor bør USA og Europa også være parat til at forhandle om Ukraines fremtid og en særstatus for Donbas-regionen.

Det dybere liggende problem er, at USA blæste på Sovjetunionens og senere Ruslands interesser efter Murens og Sovjetunionens fald. NATO blev udvidet trods Ruslands protester. Det hævner sig nu. Det begynder så små at føre til en europæisk skepsis. Selv Finlands præsident, Sauli Niimistä, ser et problem i, at der snart ikke er sikkerhedsaftaler omkring Europa mellem Vesten og Rusland, og det skyldes ikke kun Putin, men også USA's ignorering.

Hvis vi går efter den fuldendte løsning, kan vi ende med i blinde at kaste os ud i en konfrontation, som kan føre til en ny kold krig, der er værre end den første.



3 views0 comments